Udskudt på ubestemt tid
Dronningen skulle have været både i Nord-, Øst- og Vestgrønland, men indtil videre er rejsen altså udskudt på ubestemt tid
Dronning Margrethes besøg på Grønland, som skulle have fundet sted fra 24. juli til 5. august, udsættes som følge af corona.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Her fremgår det ikke, hvornår et eventuelt nyt besøg skal finde sted.
Et spændende program
Som altid når Dronning Margrethe rejser til Færøerne eller Grønland, så er der et meget stramt, men også spændende program, som byder på en masse forskelligt.
Turen skulle være indledt i Østgrønland med besøg i Tasiilaq. Efter besøget i Tasiilaq ville turen være gået videre til Nordgrønland med besøg på Station Nord, Pituffik og i Qaanaaq.
Sidste del af turen foregår i Vestgrønland med besøg i Ilulissat, Nuuk, Qaqortoq samt Narsaq.
Men nu må man som grønlænder og dronning væbne sig med tålmodighed og se, hvornår det igen kan lade sig gøre at komme til Grønland.
Stigende smitte i Grønland
Grønlands formand for landsstyret, Múte B. Egede, har anmodet om at få besøget udsat.
Det har han gjort på grund af smittesituationen i landet.
- Dronningen har udtrykt forståelse for, at det har været nødvendigt at udsætte besøget i Grønland, men ser frem til, at det kan gennemføres på et senere tidspunkt, skriver kongehuset.