Christiane Bjørg Nielsen fylder 60 år

Skuespiller, forfatter, sanger og sangskriver er nogle af de kasketter, som Christiane Bjørg Nielsen har, men selv er hun drevet af lysten til at skabe nyt

Offentliggjort Sidst opdateret

Christiane Bjørg Nielsen fejrer 60-års fødselsdag med kreativitet

Christiane Bjørg Nielsen, kendt fra Pyrus-julekalendere, fejrer sin 60-års fødselsdag på scenen i Kolding.

Hun medvirker i teaterstykket 'I'm alone Kolding 1986' og bidrager til en udstilling på Københavns Museum.

Christiane er drevet af at skabe nyt og unikt indhold, både på scenen og bag kameraet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

De fleste husker hende nok fra halvfemserne, hvor hun i selskab med to andre nisser var at finde på det gamle Rigsarkiv i tre ud af de fire Pyrus-julekalendere.

Christiane Bjørg Nielsen har for længst lagt den røde nissehue fra sig, men det at underholde et publikum i nye opsætninger bruger hun fortsat sin tid på.

Også når hun fredag den 27. februar står på scenen i Kolding og kan fejre sin 60-års fødselsdag.

Christiane Bjørg Nielsen medvirker i teaterforestillingen "I'm alone Kolding 1986", som havde premiere den 20. februar og skal spille frem til slutningen af marts.

Her jonglerer hun både at spille på tangenterne og indtage rollen som journalist på forestillingen, som tager udgangspunkt i Kolding i halvfemserne.

- Jeg skal lige hen over de første dage, men der er altid premierenerver, selv om det ikke er så slemt mere, og jeg synes, det er sjovt.

Christiane Bjørg Nielsen bliver mest husket for sin rolle i Pyrus, da hun i tre julekalendere spillede nissepigen Kandis. En rolle hun spillede fra 1995 til 2000. (Arkivfoto).

Bag kameraet 

Selv om Christiane Bjørg Nielsen er at finde på de skrå brædder, bruger hun i dag mere tid bag kameraet, når hun skal lave historier.

Hun komponerer sin egen musik, klipper og laver film og har forfattet to bøger.

"Se hvad du siger" og dens efterfølger "Se hvad du siger 2" er titlen på de to bøger, hun lavet i samarbejde med sin kæreste, hvor de tager billeder af talemåder.

- Vi har simpelthen bare taget et billede af et lokum med ild i, fortæller hun og pointerer, at hun så, at der var et hul i reolen, hvor ingen havde lavet det her før.

Christiane Bjørg Nielsen spiller i februar og marts forestilling i Kolding, og samtidig er hun en del af en udstilling på Københavns Museum "København i lys og skygge".

Her bidrager hun med at lave research, lyd og klippe film, der viser billeder af København fra tresserne og halvfjerdserne.

Christiane Bjørg Nielsen fylder 60 år den 27. februar og fejrer sin runde fødselsdag med en aften på scenen i forestilling "I'm alone Kolding 1986" på Teater I Kolding. (Privatfoto).

Familie og venner 

For Christiane Bjørg Nielsen handler det om at lave det, der er sjovt, nyt og ikke nødvendigvis det, der altid "hænger sammen".

Derfor er hun også meget optaget i sin fritid af at skabe og lave korte film om mennesker, der ifølge hende ikke før er blevet vist frem.

- Jeg gider ikke skabe noget, der er skabt i forvejen. Jeg vil gerne skabe de huller i reolen, der mangler, siger hun.

Christiane Bjørg Nielsen skal fejre sin 60-års fødselsdag på scenen i Kolding, hvor hun efterfølgende får selskab af sin kæreste.

Til sommer forventer hun at fejre sin fødselsdag med en stor fest, hvor familie og venner deltager.

Powered by Labrador CMS