Chok-exit i ’Vild med Dans’: Så skuffet var Sissal
Kom bag på Eurovision-sangeren og mange andre
Før Sissal Niclasen og Eugen Miu trådte ud på dansegulvet til Halloween-tema fredag aften, var de overbeviste om, at de nok skulle nå finalen.
Men overraskelsen var stor, da de havnede i omdans mod danseparret Morten Kjeldgaard og Julie Rudbæk.
Det var der ikke mange, som havde set komme.
Eurovision-sangeren Sissal og Eugen Miu trak det korteste strå og måtte forlade dansekonkurrencen.
En svær størrelse
- Jeg har det fint, men er megaærgerlig og frustreret over, at vi fik så lave point af dommerne, sagde den 30-årige sanger til Kendte.dk efter showet.
- Og Morten og Julie var så dygtige. De var svære at være oppe imod, supplerede dansepartneren Eugen Miu, der sidste år vandt ’Vild med Dans’ sammen med youtuberen Anna Munch.
Nu må parret vende tilbage til den almindelige dagligdag hver for sig.
Vender tilbage
- Det har været nogle uger med fuldt pres på, så jeg får virkelig travlt med musik fremadrettet, fortsatte den færøske sanger.
- Der kommer singler ud i november, januar og februar, og der er masser af spillejobs ved siden af, afslørede hun videre.
Eugen Miu skal i gang med danseundervisning, og fra januar skal han medvirke i musicalen ’Den Eneste Ene’.
Parret vender i øvrigt tilbage sammen med alle danserne til 'Vild med Dans'-finalen 28. november.