TV2 klar med ny tradition
TV2 ønsker at lave en tilbagevendende tv-tradition med blandt andet film, indslag, trailere og programmer.
Græskar-lanterner, dinglende skeletter og udklædte unger.
De seneste år har Halloween gjort større og større indtog herhjemme – og nu rammer gyset og gruen også sendefladen.
Artiklen fortsætter under videoen
TV2 vil nemlig fremover markere traditionen i dagene omkring allehelgensaften den 31. oktober i blandt andet indslag, programmer, trailere og film.
Det annoncerer tv-kanalen i en pressemeddelelse.
– Halloween er en begivenhed, der har særlig interesse hos børn og teenagere, og når børn og teenagere ser tv med Halloween-tema, har vi sandsynligvis også deres forældre med, lyder det fra TV2’s kanalchef, Dorthe Thirstrup.
I fredagens udgave af “Vild med dans” vil de resterende ti pars koreografier og danse have Halloween-referencer, og så blænder TV2 aftenen efter op for det nye underholdningsprogram “Bøh! Den, der skriger, taber” med komiker Christian Fuhlendorff som vært.
To hold – det ene bestående af komikertrioen Thomas Warberg, Victor Lander og Mahamad Habane og det andet bestående af tv-vært Lene Beier, komiker Lars Dons og skuespiller Jesper Groth – dyster om at blive mindst bange, når de skal vække “tv-værten fra Helvede” til live i studie 666.
Reglerne er simple: Dem, der skriger færrest gange, har vundet.
Også i “Go’ Morgen Danmark” og “Go’ aften Live” er der gys og gru på programmet, ligesom at TV2 i anledning af allehelgensaften vil bringe trailere med Peter Tanev og Janni Pedersen, der både giver forskrækkelse og et smil på læben, oplyser TV2.