Tv-vært tilbage efter sygemelding
Ditte Haue lægger ikke skjul på, at det både er stort, sårbart og nervøst efter barslen
TV 2-værten Ditte Haue er tilbage på arbejde efter endt barsel, og hun deler ærligt om den store dag i et personligt opslag på Instagram.
- Klar til at møde ind på Kvægtorvet og være andet end sygemeldt gravid og mor igen, skriver hun.
Første skoledag
- Taler vi egentlig nok om, hvor vildt og sårbart det er at vende tilbage fra barsel? Her står jeg i hvert fald. Klar til det, der føles som var det første skoledag. For første gang siden 2024. Med yndlingsbagværket under armen. Masser af sommerfugle i maven, fortsætter den 39-årige tv-vært.
Børn og helbred
Samtidig sætter Ditte Haue ord på, hvordan det føles igen at træde ind i rollen som tv-vært efter en periode, hvor livet primært har handlet om børn og helbred.
- Det er fyldt med glæde, spænding, nervøsitet og usikkerhed. Men mon ikke det føles sådan for de fleste? Jeg håber, jeg stadig kan huske det hele. Og at mine gode kollegaer stadig kan lide kanelstang lige så godt som mig. Wish me luck.
Opslaget har allerede fået stor opbakning fra følgere, der kan genkende følelsen af at skulle tilbage til arbejdslivet efter barsel – med både hjertet fuldt af glæde og maven fuld af sommerfugle.