TV-stjerne: Forældre skal huske én ting
Når forældrepar bliver skilt, har de særligt ét bestemt ansvar, mener Hånd i hånd-aktuelle Esben Dalgaard.
– Ja, det er svært at blive skilt.
Sådan lyder parterapeuten Lennarts konklusion, da han sidder over for hovedpersonen Anders i det sidste afsnit i første sæson af tv-serien “Hånd i hånd”.
Artiklen fortsætter under videoen.
Og Lennart har helt ret, hvis man spørger skuespiller Esben Dalgaard, som spiller rollen som Anders.
– Det er pissesvært. Man står i orkanens øje, alt er frygteligt, og man synes måske, at den anden har skuffet, siger Esben Dalgaard, som selv er blevet skilt og har datteren Olivia fra sit første ægteskab.
En indre tvivl
I første sæson af tv-serien “Hånd i hånd” ser Anders og hans kone, Lise, spillet af Ditte Ylva Olsen, tilbage på deres forhold fra kanten af parterapeutens bløde sofa: fra den helt spæde forelskelse til flere år senere, hvor de begynder at tvivle på hinanden og på deres ægteskab.
Sæsonen ender med, at Anders og Lise beslutter sig for at blive skilt, og den kommende anden sæson fokuserer på det første år efter skilsmissen, hvor de to hovedpersoner blandt andet skal finde ud af at være gode forældre for datteren Alba.
– Det kan mange relatere til, tror jeg, for det første år er meget specielt, især hvis der er børn involveret, siger Esben Dalgaard og fortsætter:
– Der er en masse klicheer, du skal igennem. Du skal købe den første skoletaske, du skal finde en ordning og hvad med nye kærester?
– Serien kommer ikke med et løftet pegefinger-svar, men prøver at vende og dreje de forskellige situationer, som vi moderne mennesker skal håndtere, siger den 43-årige skuespiller.
Et stort ansvar
Esben Dalgaard mener, at der særligt er én ting, som er vigtigt at huske, når man som par beslutter at gå hver til sit.
– Det vigtigste og mest præsente er forholdet til ungen. Har du valgt at sætte et barn i verden, så har du et kæmpe ansvar for, hvordan det barn opnår den bedst mulige tilværelse.
– Jeg tror godt, at børn kan komme positivt igennem de voksnes skilsmisse, hvis forældrene forvalter den ordentligt. Men det er ikke børnenes valg, det skal man huske, siger Esben Dalgaard.
Han er selv vokset op i Vejle, i hvad han betegner som en rigtig kernefamilie med mor, far og storebror.
Men tiderne har ændret sig, og vi er i en brydningstid, hvor mange går fra hinanden, mener Esben Dalgaard, der selv kender til sammenbragte familier.
– Jeg er gift med Charlotte (Dalgaard Larsen, red.), og vi har et barn. Samtidig har jeg min datter Olivia fra et andet ægteskab, så vi fejrer jul med Olivias mor, hendes nye kæreste og hans familie sammen med Charlottes og min familie.
– Det er blevet én stor mudderkage, og det er der mange fede ting i, men det er også bare sådan, vi må se på vores tilværelse. Vi kan ikke se tilbage og stræbe efter de gamle dage, siger han.
Husk det gode
Hans bedste råd er at huske på kærligheden, når man står midt i en skilsmisse.
– I langt de fleste tilfælde får par børn, fordi det er en god idé. Man elsker hinanden, og man tror virkelig på det. Men når man skal skilles, kan man blive sure på hinanden, og så er det en god idé at huske på, at man troede på det engang.
– Der var kærlighed, en vision og en drøm på et tidspunkt. Så man skal ikke kun se på, at det gik ad helvede til, men også huske på de gode tider, siger han.
Anden sæson af “Hånd i hånd” har premiere på Viaplay og TV3 den 13. februar klokken 21.00.