TV-par står til milliongevinst
Hvis alt går efter planen, venter der Lasse Sjørslev og Josefine Høgh en større milliongevinst for den københavnerlejlighed, ægteparret har sat til salg
Efter fem år i hjertet af København har det kendte tv-par Lasse Sjørslev og Josefine Høgh sat deres lejlighed på Værnedamsvej på Vesterbro til salg for knap 13 millioner kroner.
Det skriver boligsiden Boliga i en pressemeddelelse.
Helt præcist kræver DR-værten og TV 2-profilen 12.995.000 kroner for lejligheden, som de ifølge Tinglysningen erhvervede sig i 2020 for lidt over syv millioner kroner.
149 kvadratmeter
Dermed kan der potentielt vente en gevinst på 5.745.000 kroner til parret, der i foråret 2023 brugte lige over tre millioner kroner på et sommerhus i nordsjællandske Dronningmølle.
Det fremgår ikke, hvorfor Lasse Sjørslev og Josefine Høgh ønsker at skille sig af med boligen, der på sine 149 kvadratmeter rummer fem værelser.
Mægleren beskriver den som en unik herskabslejlighed på livlige og stemningsfulde Værnedamsvej, som er kendt for sit parisiske byliv.

Et område, der oser af atmosfære og ægte københavnercharme, skriver ejendomsmægleren i opslaget.
Terrasse
Lejligheden blev opført i 1899 og er udstyret med en terrasse. Den blev ombygget for 28 år siden.
Lasse Sjørslev og Josefine Høgh offentliggjorde i begyndelsen af 2019, at de danner par efter at have lært hinanden at kende igennem branchen.
Har datter sammen
Da Josefine Høgh fejrede sin 30-års fødselsdag i september 2019, friede Lasse Sjørslev, og et par dage inden året ringede ud, ringede bryllupsklokkerne også.
Sammen har 51-årige Lasse Sjørslev, der er vært på TV 2, og 36-årige Josefine Høgh, der står i spidsen for programmer på DR, datteren Molly fra 2021.
Familien består også af Lasse Sjørslevs to store børn fra et tidligere ægteskab.