TV 2-deltager truet pistol
Mohammed Osman og Rand Jamal var i chok under optagelserne til TV 2-programmet 'Først til verdens ende'
I TV 2-programmet "Først til verdens ende" skal fem makkerpar forsøge at nå hurtigst fra a til b.
Uden telefon og med et beskedent kontantbeløb på lommen må parrene tænke kreativt for at tilbagelægge over 16.000 kilometer rundt i USA og Canada fra starten i Grand Canyon i Arizona og frem til Floridas sydspids, Key West.
Men i Louisville i den amerikanske delstat Kentucky var det ved at ende helt galt for venneparret Mohammed Osman og Rand Jamal.
Det fortæller de nu i et større interview til tv2.dk.

En mand råbte
I Louisville forsøgte Mohammed Osman at spørge en kvinde om et lift. Hun rullede vinduet halvt ned. Men de nåede ikke at snakke mere end et par sekunder, før Mohammed Osman hørte en mand råbe bag sig.
Mohammed Osman undskyldte og trak sig væk fra bilen, mens manden nærmede sig.
- Lige pludselig trak han en pistol op af lommen, som han pegede lige i panden på mig, genfortæller Mohammed Osman berørt til tv2.dk.
Mohammed Osman holdt vejret og bad for sit liv, mens han gik væk med armene over hovedet.
Brød sammen
Da han og makkeren Rand Jamal var kommet væk fra situationen, knækkede Mohammed Osman med egne ord sammen.
- Det var had. Had og frygt, siger han til tv2.dk.
Episoden er ikke med i programmet, men er blevet klippet ud.
Strong Productions, der står bag "Først til verdens ende", siger til tv2.dk, at produktionen altid allierer sig med en lokal fikser, der kender områderne, deltagerne tager til.
Derudover tager et hold fra produktionen også i forvejen for at sikre sig, at forholdene er i orden.
Virkede ikke farligt
- Jeg havde selv været på selvsamme gade få dage forinden, og der virkede det slet ikke så farligt. Men vi kan jo aldrig vide, hvilke mennesker der står der den dag, deltagerne kommer, siger produktionsselskabets direktør, Sune Roland, til tv2.dk.
Mohammed Osman og Rand Jamal fortæller begge til TV 2, at de også i Danmark bliver mødt af fordomme, afvisninger og tilråb.
Under optagelserne af "Først til verdens ende" omdannede de modstanden til brændstof.
Findes derude
- Realiteten er, at de her fordomme findes, og hvis vi vil modbevise dem, så er vi nødt til at piske os selv som cirkusaber, siger Rand Jamal til tv2.dk og tilføjer:
- De flotteste og sejeste historier, der findes derude, kommer fra dem, der har mødt allermest modstand.
Næste afsnit af "Først til verdens ende" kan ses på TV 2 mandag 15. september klokken 20.00.