Trump vækker bekymring hos Niels Olsen
Den amerikanske præsident er svær at komme udenom i Cirkusrevyen
Niels Olsen fik traditionen tro afbildet sin fod i cement, da Cirkusrevyen forleden tog hul på prøveforløbet på Bakken.
- Det føltes rigtig godt. Vi har siddet i et prøvelokale indtil videre, og nu starter vi så op inde i ’Teltet’, sagde den 66-årige skuespiller forventningsfuldt til Kendte.dk om holdet, der nu skal i gang med at omsætte tekster til reelle numre med alt, hvad dertil hører af rekvisitter.
Kaos i verden
- Vi har haft en ambition om, at der skal være et ekstra tryk på grineren, da vi vil prøve at skabe et pusterum, så publikum kan få lejlighed til at glemme alt det kaos, der hersker i verden, forklarede han.
En af dem, der kan give komikeren søvnløse nætter, er Donald Trump, som han de seneste sæsoner har parodieret med stor succes.
Der er noget i bedding
- Og hvad gør vi med ham? Han er jo til stede i vores hverdag i helt urimelig grad. Alt, hvad han gør, vækker bekymring. Mange af de alvorlige emner kan godt tåle at blive taget fra den humoristiske side, lød det videre.
Sidste år blev et kongeligt nummer pillet af programmet kort før premieren, fordi det ikke fungerede.
- Der er noget på bedding, også fordi Kongehuset jo er i familie med en anden gren i udlandet, der virkelig har gjort sig bemærket. Så det vil der nok blive kigget nærmere på, mente Niels Olsen, der først og fremmest ser frem til at få det nye hold til at fungere.