Tivoli med stor ændring

Koncerter må ikke blive for vilde. Derfor tager Tivoli konsekvensen og fjerner flere kunstnere fra program

Udgivet Opdateret

Kesi, Ude Af Kontrol og Kato får ikke lov til at spille til Fredagsrock i Tivoli alligevel.

Parken tager konsekvensen af, at tidligere koncerter har været præget af tumult med både slåskampe, køkaos og fulde folk, der har klatret over hegnet til den gamle have.

- Nu og her er det udtryk for, at vi ikke vil have, at det bliver for vildt med den publikumsadfærd, vi har set i år, siger Frederik Wiedemann, kulturchef og underdirektør i Tivoli.

Erstattes af kendte navne

Kesi skulle have spillet 15. juli, men erstattes i stedet af Anne Linnet. Koncerten med Ude Af Kontrol og Kato var planlagt til 16. september. Her tager Stine Bramsen og Freja Kirk over.

- Ud fra en samlet vurdering er vi nået frem til, at vi mener, at vi bliver nødt til at ændre de her to fredages program, siger kulturchefen.

Tivoli har haft sikkerhedsmæssige udfordringer i løbet af foråret. Det fik parken til først at aflyse koncerter med TopGunn, Kidd og Klumben.

Var nødsaget

Aflysningerne er især gået ud over hiphopkunstnerne, der tiltrækker det unge publikum.

- Vi har været nødt til at kigge på, hvad det er for en publikumssammensætning, vi får, siger Frederik Wiedemann.

Tivoli har også gentænkt billetsystemet, så det nu til udvalgte koncerter er muligt at købe billet hjemmefra. 

Samtidig skal gæster i fremtiden ikke gå forgæves, hvis koncertinteressen er så stor, at Tivoli må melde udsolgt.

TIVOLIS REGLER:

Tivoli har tidligere genopfrisket sine regler, som lyder følgende:

Du skal huske følgende, når du skal til Fredagsrock:

- Vi har genopfrisket retningslinjerne for, hvordan man opfører sig i Tivoli. Vi har på Tivolis kanaler appelleret til de meget unge og berusede gæster, om at ændre adfærd. 

- Vi har øget bemanding, iværksat bl.a. flere spot-tjek, og har ekstra fokus på at konfiskere medbragt spiritus. Meget berusede gæster bliver afvist. 

- Vi har bemanding uden for Haven. Gæster til gene for andre, bliver bortvist. Vi har varslet, at vi som altid vurderer antallet af gæster og kan komme til at melde udsolgt og lukke portene. Vi opfordrer gæsterne til at komme i god tid, siger Torben Plank. 

- Hvis man er til gene for andre gæster, er man ikke velkommen

Kilde: Eget interview

Skabte kaos foran Tivoli

Da Andreas Odbjerg og Artigeardit i april spillede, skabte den store koncertinteresse kaos foran Tivoli, fordi portene måtte lukkes, og arrangørerne måtte afvise alle dem, der ikke kunne få billet.

Sammen med programændringen afslører Tivoli også programmet for Havefest. 

Et festivallignende koncept, der starter allerede om eftermiddagen. Havefest er en slags opvarmning til Fredagsrock.

Her spiller blandt andre Hjalmer, Fyr & Flamme og Kwamie Liv i løbet af sommeren.

Tivoli har haft problemer med tumult og kaos ved flere koncerter i løbet af foråret. Flere koncerter er blevet aflyst. Onsdag ændrer Tivoli igen programmet.
Tivoli har haft problemer med tumult og kaos ved flere koncerter i løbet af foråret. Flere koncerter er blevet aflyst. Onsdag ændrer Tivoli igen programmet.
Powered by Labrador CMS