Tinka-stjernen Albert: Har fravalgt gymnasiet

Albert Rosin Harson satser på skuespillet, som han tager dybt seriøst og håber at gøre til sin levevej.

Albert Rosin Harson, 17 år, der spiller Lasse i TV2’s nye familiejulekalender ‘Tinka og Kongespillet’. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

I år har Albert Rosin Harson for anden gang indtaget rollen som Lasse i TV2’s populære julekalender om Tinka, der er halvt nisse og halvt menneske.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Han var kun 15 år, da han første gang spillede rollen i “Tinkas Juleeventyr” , men siden har han kunnet mærke, hvordan skuespillet har sat en krog i ham.

Derfor har det unge stjernefrø fravalgt at begynde på en gymnasial uddannelse, selv om mange af hans kammerater er startet i 1.g. For det er ikke skolen, der trækker i ham, men derimod skuespillet.

– Jeg vil hellere en anden vej. Det bliver lidt set som om, at man skal i gymnasiet, men det synes jeg ikke nødvendigvis, man skal. Man skal gøre det, hvis man har lyst, men det har jeg ikke, siger 17-årige Albert Rosin Harson og uddyber:

– Jeg føler, at jeg er et andet sted. Måske finder jeg om nogle år ud af, at skuespillet alligevel ikke er mig, og så må jeg tage en HF, så jeg får den gymnasiale uddannelse, forklarer han.

En anden slags skole

Lige nu bruger han tiden på at forberede sig på at søge ind på en teaterskole.

– Jeg kunne godt tænke mig noget undervisning, for det har jeg aldrig fået i skuespil, og jeg har besluttet mig for, at det er denne her vej, jeg gerne vil gå. Jeg vil gerne give mig selv et skub i den rigtige retning, så jeg har en bedre chance for at komme ind, når jeg søger, siger han.

Sidste år var Albert Rosin Harson på efterskole – nøjagtig som sin karakter, Lasse, er i “Tinka og Kongespillet”.

Han kan mærke, at han og Lasse på mange måder er fulgtes ad. De er begge blevet mere voksne.

– Lasse er blevet mere moden. I “Tinkas Juleeventyr” handlede det meget om, at han havde en konflikt med sin far, han havde ikke lyst til at bo på landet og ude hos sin farmor. Men det er han kommet over. Han har fundet en ro i sig selv og har ikke længere brug for at have så hård en facade og være sådan en københavnertype, siger Albert Rosin Harson.

Selv kan han mærke, at han er blevet mere målrettet.

– Jeg er blevet mere seriøs med mit skuespil og arbejdet på filmsettene. Det er jo rigtig hyggeligt, og man bliver en lille familie på et filmhold, men det er også et arbejde, man skal passe og tjene sine penge på.

“Tinka og Kongespillet” sendes på TV2 klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS