Tilbage i Danmark: Cher deler anmeldere

For første gang i 14 år optrådte Cher i Danmark med et show, der delte de danske anmeldere.

Udgivet Opdateret

Danske anmeldere har svært ved at blive enige om, hvorvidt tiden er løbet fra den 73-årige popstjerne Cher.

Med over 100 millioner solgte albummer i bagagen var det en sand verdensstjerne, der tirsdag aften gav koncert i Royal Arena på Amager.

Artiklen fortsætter efter videoen

Men ikke alle var lige imponerede.

Håber på afsked

Hos Ekstra Bladet giver Thomas Treo således to ud af seks stjerner i en anmeldelse med overskriften “Cher helt til grin i Royal Arena”.

Hendes optræden i Danmark var den første i 14 år. Treo håber på, at der var tale om en afskedskoncert.

– Chers stemme fremstod nogenlunde ligeså kunstig som det blå hår, hun havde på hovedet, da hun steg ned på scenen i en trapez, skriver Treo, der har Cher mistænkt for i højere grad at mime end at synge selv.

På den anden side står magasinet Gaffa, der giver fire ud af seks stjerner og mener, at Cher “overraskede og imponerede”.

Ganske vist er Gaffas anmelder, Ivan Rod, heller ikke helt sikker på, at det var Cher selv, der sang.

Overbevisende show

Men showet var som helhed overbevisende, mener han. Og efter lidt usikkerhed i starten måtte han også overgive sig til Chers vokal.

– På aftenen lod jeg efterhånden mig selv overbevise om, at det hele faktisk var live, ægte og autentisk. Sågar Chers vokal, skriver Ivan Rod.

Popstjernen slog igennem i 1960’erne som den ene halvdel af Sonny og Cher.

Hun er kendt som en af pionererne inden for udbredelsen af effekten auto-tune.

I de 14 år, hvor hun ikke har besøgt Danmark, har hun udsendt to albummer. I 2013 kom “Closer To The Truth”, og Abba-hyldesten “Dancing Queen” blev udgivet i 2018.

Powered by Labrador CMS