Taler ud om hjertestop
DR-vært Tobias Hansen fik hjertestop, men den 12-årige søn reagerede kvikt
Det kunne være endt helt galt for 'Kender du Typen'værten Tobias Hansen, da han i maj blev ramt af hjertestop.
Men sønnen Hugo på 12 år handlede hurtigt og reddede sin fars liv.
- Han løb efter hjælp og kom tilbage med en kvinde, der straks ringede 112 og gav hjertemassage, fortalte Tobias Hansen til Kendte.dk ved premieren på 'Cirkus Summarum' i Ballerup torsdag.

Som tak har farmand taget spenderebukserne på.
Billigt sluppet
- Han skal have en Barcelona-trøje, og jeg er vist også kommet til at love ham en fodboldtur derned. Det bliver en dyr én, men i forhold til, at han har reddet mit liv, så er det billigt sluppet, sagde Tobias med et smil.
46-årige Tobias Hansen har fortsat enkelte fysiske begrænsninger. For en måned siden fik han indopereret en ICD (en avanceret pacemaker), og det betyder blandt andet, at han må vente tre måneder med at køre bil.
Til gengæld må han om få dage genoptage sin store passion: Cykling.
'Touren' er aflyst
- Jeg har fået lov til at cykle på en hometrainer, men vi tager snart til Bornholm, og der har jeg sagt til min kone, at min cykel altså kommer med, lød det fra den cykelglade tv-vært, som egentlig skulle have tilbragt sommeren i Frankrig for at dække 'Tour de France', men nu nyder han i stedet den danske sommer.
Mentalt er han også i bedring.
- Fysisk har jeg det super godt, og det mentale begynder at blive bedre. Jeg overvejer, om jeg skal til at melde mig rask inden for en måneds tid, fortalte DR-værten.
Han har børnene Sia på seks og Mio på to år med hustruen Kristina Kaiser-Hansen, mens Hugo på 12 er fra et tidligere forhold.