Takker nej til en ny omgang
Linda P har valgt at forlade Tivolirevyen
Linda P har valgt at træde tilbage som kreativ chef for Tivolirevyen efter kun én sæson.
Beslutningen skyldes uenigheder om fremtidige visioner for revyen.
Det skriver hun i en pressemeddelelse.
Ny og anderledes
- Det har været en fornøjelse at agere kreativ chef for Tivolirevyen 2025. Da jeg i sin tid takkede ja til stillingen som kreativ chef for Tivolirevyen, var det med et klart ønske om fornyelse og en ambition om at gribe opgaven an på en ny og anderledes måde, lyder det, og hun fortsætter:
Forskellige holdninger

- Tivoli og jeg har på nuværende tidspunkt forskellige holdninger til, hvordan opgaven fremadrettet bør løses. Da jeg ikke ønsker at gå på kompromis med mine visioner for revyen, har jeg truffet beslutningen om at sige pænt nej tak til endnu et år i Tivolirevyen 2026. Jeg ønsker revyholdet held og lykke fremadrettet.
Året har været præget af udfordringer for Tivolirevyen - herunder lunkne anmeldelser og afgangen af stjernen Søs Egelind på grund af uoverensstemmelser med produktionen.