Szhirleys søn mistede lysten
Efter hovedrollen i tre 'Far til Fire'-film var der åbenbart ikke mere tilbage i barnestjernen
Szhirley er stadig høj efter medvirken i Aarhus Revyen i Tivoli Friheden, som sluttede den 10. maj.
- Jeg skal lige vænne mig til ikke længere at have dejlige kolleger omkring mig hele tiden, men være tilbage i den almindelige hverdag, sagde den 48-årige sangerinde ved premieren på udstillingen ‘The Mystery of Banksy – A Genius Mind’ i Art Maze på Østerbro i København.
Sådan er det gået
Her åbnede hun op om, hvordan det går med sønnen, Elton Rokaheim Møller, der spillede rollen som ’Lille Per’ i tre ’Far til Fire’-film fra 2017 til 2020.

- Efter hovedrollerne fik han faktisk tilbudt forskellige andre ting og sager, men det havde han ikke lyst til, fortalte Szhirley om sin nu 15-årige søn.
Blusser op igen
- Og jeg har det sådan, at man skal drives af lyst – ikke af andres forventninger. Så da han ikke udviste interessen, lagde vi det på hylden.
Men nu blusser den måske op igen.
- Han syntes, det var vildt sjovt med de tre film og havde umiddelbart ikke behov for mere, fortsatte Tivolis 'Tinkas Juleeventyr'-skuespilleren.
- Men jeg kan mærke, at han et eller andet sted er tændt på det igen. Han er begyndt at se teater med sin kæreste, der kommer fra en skuespillerfamilie. Så nu må vi se, hvad der sker uden at jeg dog tror, han vil gå skuespillervejen, lød det fra moren til barnestjernen.
