Sygeplejerske sætter hjertet på spil

TV 2 er klar med navnet på den anden bachelorette, der snart skal på jagt efter kærligheden

Offentliggjort Sidst opdateret

Ny Bachelorette afsløret: Mie Borup søger kærligheden

TV 2 har præsenteret Mie Borup som den nye bachelorette, der arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet.

Hun håber at finde en mand, der er klar til at slå sig ned, når den nye sæson sendes i 2026.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Inden længe drager to kvinder afsted med kufferterne fulde af roser, når en ny sæson af datingprogrammet "Bachelorette" skal i kassen.

TV 2 afslørede allerede tidligere på sommeren den første bachelorette, den 28-årige podcastvært Sofie Sytnik Jørgensen, som har en fortid på DR's P3.

Nu viser værten på "Bachelorette", Petra Nagel, den anden frem på TV 2 Echos Instagram-profil.

Søger mand, der hviler i sig selv

Her er der tale om 29-årige Mie Borup, der, når hun har fri, har lejligheden fyldt med gæster og kan alle sangene fra filmene om "High School Musical" udenad.

Til daglig arbejder Mie Borup som sygeplejerske på intensivafdelingen for nyfødte og mindre børn på Rigshospitalet i København.

Hun håber, at en mand, der hviler i sig selv, og som er klar til at slå sig ned, vil melde sig til programmet.

Den 29-årige sygeplejerske Mie Borup skal forsøge at finde kærligheden i TV 2-successen "Bachelorette". Hun drømmer om at finde sin bedste ven i en kærlighedsrelation. (PR-foto).

- Det bliver så grineren

- Meld dig til, hvis du synes, jeg ser sød ud. Det bliver så grineren, lyder opfordringen fra Mie Borup.

TV 2 har også delt en artikel, hvor man kan lære den nye bachelorette endnu bedre at kende.

Her fremgår det, at hun er vokset op i Holbæk på Sjælland med sine forældre og sin lillebror. Hun er et familiemenneske og ringer hver søndag sammen med sin mormor.

Meld dig, hvis du drømmer om et eventyr

TV 2 oplyser, at castingen er åben, hvis man som singlemand leder efter kærligheden og drømmer om et eventyr.

Der er endnu ikke sat premieredato på den nye sæson af "Bachelorette", udover at den sendes i løbet af 2026.

Sæsonen bliver den fjerde i rækken af kvinder, der skal date en flok kærlighedshungrende mænd.

Ingen er blevet sammen

Ingen af parrene fra de foregående sæsoner af "Bachelorette" er længere sammen.

Anderledes ser det ud i den omvendte version, "Bachelor", hvor flere har fundet kærligheden.

Her er tre par stadig sammen. To af parrene har hver især stiftet familie.

Tredje sæson af "Bachelor" har premiere 14. oktober 2025.

Powered by Labrador CMS