Supermodel får den ultimative royale hæder
Mange års tro tjeneste for britiske mode giver nu pote.
Hvis du hører navnet Lesley Lawson, så ringer det nok ikke mange klokker. Men ikke desto mindre er kvinden, som de fleste nok har set i løbet af deres liv, blevet hædret af det britiske kongehus. Den tidligere fotomodel, der er kendt under navnet Twiggy, er nemlig blevet hædret af det britiske kongehus.
I går fik Lesley Lawson nemlig en medalje og blev udnævnt til ‘Dame’, der er den kvindelige pendant til at få titlen ‘Sir’. Twiggy får prisen for sine mange år som model, designer, sanger og skuespiller – men i særdeleshed for sit store bidrag til britisk mode, kunst og velgørenhed.
Lesley Lawson blev kendt som teenagemodel i de tidligere 1960’ere. Hendes ikoniske udseende med kort hår, store øjne og lange øjenvipper betagede verden – og allerede efter få år som fotomodel, så havde hun arbejdet i både Frankrig, Japan og USA.
Selvom passet i dag siger, at Lesley Lawson er fyldt 69 år, så er hun stadig aktiv som model. Hun er stadig blandt de mest feterede modeller for sin aldersgruppe. Lesley Lawson har gennem karrieren medvirket i et utal af film, udgivet ni album og været medvirkende til flere bøger.
Det var prins Charles, der uddelte den fornemme hæder.