- Stoffer og alkohol gør tingene mudrede
D-A-D's trommeslager Laust Sonne udgiver nyt album, der er inspireret af at finde tilbage til livet igen efter nedture og psykoser
D-A-D's trommeslager, Laust Sonne, lader nu musikken fortælle om sin deroute.
Han udgiver snart sit nye soloalbum, "Lost Son", som har været otte år undervejs, sideløbende med at han har kæmpet mod sine indre dæmoner.
Førstesinglen på skiven er nummeret "It's Gone".
- Stoffer og alkohol har det med at gøre tingene lidt mudrede, siger Laust Sonne i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det gør det svært at få sagt det, der i virkeligheden skal siges, når man møder det menneske, man elsker, som lige er gået fra én, og som man gerne vil vinde tilbage. Imod alle odds.

Hyret ind som danser
Laust Sonne har dannet par med skuespilleren Maria Erwolter siden 2009. De mødte hinanden, da Maria Erwolter var hyret ind som danser til en D-A-D-koncert.
Det blev begyndelsen på et intenst forhold.
Maria Erwolter accepterede først, at Laust Sonnes liv var fyldt med sex, drugs and rock'n'roll. Men i 2018 fik hun nok, og parret blev separeret efter fire års ægteskab.
- Det føltes måske rigtigt at gå fra hinanden i teorien, men i praksis er det den dårligste beslutning overhovedet, siger Laust Sonne i pressemeddelelsen og fortsætter:
Tunge tømmermænd
Hvordan formidler man det, når stoltheden, følelserne, alkoholen og stofferne står i vejen? Det gør det ikke bedre, når man dagen efter vågner op med tunge tømmermænd og indser, at man har fået sagt alt det forkerte. Det er de følelser og tanker "It's Gone" prøver at formidle til lytteren.
Få måneder inden separationen var Laust Sonne blevet indlagt med en stofudløst psykose, som medførte, at han troede, han havde slået en kvinde ihjel og voldtaget en anden.
Psykosen blev vendepunktet.
Tilbage til livet
Efter indlæggelsen på psykiatrisk afdeling blev Laust Sonne indskrevet på et behandlingscenter.
Det kommende album er Laust Sonnes historie om afhængighed, nedture, psykoser og om at finde tilbage til livet og kærligheden fortalt gennem musik, lyder det i pressemeddelelsen.
Laust Sonne og Maria Erwolter er forblevet gift. Samtidig med udgivelsen af Laust Sonnes album er han og Maria Erwolter ude i landet og holde foredrag.
