Stjerneparade indtager dansk thrillersucces

Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm får følgeskab af Dar Salim, Søren Malling og Danica Curcic i "Forhøret 2".

Ulrich Thomsen er blot én af seriens mange stjerner. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Mens Ulrich Thomsen havde hovedrollen i første sæson af “Forhøret”, overtager Trine Dyrholm det job i anden sæson af Viaplays uhyre populære thrillerserie.

“Forhøret 2” er bygget op på samme måde som den første sæson, hvor handlingen rulles ud gennem en række intense møder mellem karaktererne.

Artiklen fortsætter under videoen

Første sæson havde et stjernespækket cast bestående af blandt andre Lars Mikkelsen, Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas, og det er lykkedes at kapre endnu en stjerneparade i anden sæson af successerien.

Der får Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm nemlig følgeskab af rutinerede navne som Søren Malling, Dar Salim og Danica Curcic, annoncerer Viaplay i en pressemeddelelse.

Også det fremadstormende talent Fanny Bornedal, den store svenske skuespillerinde Pernilla August og teaterstjernen Olaf Johannessen medvirker i anden sæson af “Forhøret”.

Rasende jagt på morder

Christoffer Boe står atter bag kameraet, og han kalder castet for nogle af de vildeste og dygtigste skuespillere.

– I denne sæson er vi på en rasende jagt efter en morder, hvor mørket sænker sig om vores hovedperson og trækker hende mere og mere ind i krimien – indtil hun til sidst selv er den jagede, der må kæmpe for sit liv. Med Trine i centrum bliver det en vild tur, siger instruktøren i pressemeddelelsen.

Anden sæson starter fire uger efter det skelsættende tidspunkt, sæson et sluttede på.

I første sæson skal Ulrich Thomsens karakter, Bjørn, opklare mordet på sin egen datter.

Vildt plot

I anden sæson, som får premiere til næste år, genoptager hans ekskone, Susanne – spillet af Trine Dyrholm – sit arbejde som psykolog, mens hun ligesom ham kæmper med det brutale tab af datteren.

Da hun lægger en klient i hypnose for et banalt rygestop, får manden røbet, at han slår unge piger ihjel for penge – og har bestilling på et nyt offer.

Det får Susanne til at kaste sig ud i en livsfarlig rejse gennem en kynisk underverden for at forhindre, at endnu en ung, uskyldig pige bliver dræbt.

Optagelserne er netop nu i gang, og Viaplay forventer, at “Forhøret 2” får premiere i slutningen af 2021.

Powered by Labrador CMS