Stjerne i stort comeback på TV

Ellen Hillingsø vender tilbage i femte og sidste sæson af hitserien "Rita" og har lært meget undervejs.

Her ses Ellen Hillingsø som Helle (th.) og Mille Dinesen i titelrollen Rita i TV2’s syccesserie af samme navn. Foto: Per Arnesen/TV2/Free
Udgivet Opdateret

Efter fem års pause fra skærmen i Rita-universet er Ellen Hillingsø atter tilbage i rollen som den overordentlige ordentlige skoleinspektør Helle i femte og sidste sæson af TV2’s uhyre populære successerie.

Men modsat de foregående sæsoner, hvor Helle og Rita har arbejdet – og modarbejdet hinanden – samme sted – Helle som chefen og Rita som ansat – er det af mere privat karakter, at de to igen støder sammen.

Artiklen fortsætter under videoen

– Det har været sådan en fest at være med igen, og det er lidt ligesom at tage en gammel frakke på, siger den 53-årige skuespillerinde.

– Helle er jo en af Ritas skyggesider, meget millimeterdemokratisk, meget korrekt og regelret – med andre ord det stik modsatte af Rita – så min opgave er at give Rita maksimal modstand. Og det er det, det har krævet af mig: at være et menneske, der lever efter en Gajol-pakke-filosofi.

Dybe forskelligheder

Spørger man Ellen Hillingsø, hvor meget af Helle der er at finde i hende, er svaret noget nær ingenting.

– Det er selvfølgelig klart, at hun har mit udsende og min gestik. Men som Lars Kaalund, instruktøren, sagde, da vi begyndte optagelserne i sin tid: “Der er intet af dig, Ellen, i Helle. Intet, siger skuespillerinden.

Men alligevel er der noget, Ellen Hillingsø kan se, at Helle har fat i: Omfavner man hinandens forskelligheder, kan man i virkeligheden lære en helvedes masse om hinanden og sig selv, forklarer hun.

– Der er mange konflikter mellem Helle og Rita, der kunne have undgået, hvis de havde været mere bevidste. For det er altid provokerende at møde sit modstykke, som i virkeligheden spejler det, man er irriteret over ved sig selv, siger Ellen Hillingsø og uddyber:

– I gamle dage var det klassiske græske teater en form for undervisning i moral og dyder, og jeg synes også altid, at man kan lære noget. Af Helle har jeg for eksempel lært, at hvis man reagerer på noget, som andre gør, handler det oftest om en selv.

Travlt år med teenagebørn

Foruden “Rita” er Ellen Hillingsø også aktuel i Viaplay-komedieserien “Store Lars” og i thrillerserien “Advokaten” samme sted, så hun har haft uhyre travlt sidste år. Men intet er vigtigere end rollen som mor til sine to teenagere derhjemme.

– Jeg er meget inspireret af Karen-Lise Mynster, som kalder det et arbejdsliv frem for en karriere, siger Ellen Hillingsø og uddyber:

– Jeg er altid meget åben for at lave mange forskellige ting, og jeg synes, det er vigtigt at være vågen og se, hvad der byder sig. Men jeg har mine børn, der begge går i gymnasiet, og lige nu føler jeg, at jeg skal have min søn godt gennem 3.g og studentereksamen, inden jeg kan gå fuld skrue igen. Der er ting, jeg har måttet afstå, fordi de er for krævende tidsmæssigt.

– Det er ikke, fordi jeg mener, at man skal holde op med at arbejde, for det har jeg ikke tænkt mig. Men jeg kan ikke blok-booke – som jeg ellers ville have gjort – når jeg har børn, og det vil min mand heller ikke gøre. Og det synes jeg, er vigtigt.

Femte og sidste sæson af “Rita” kan i øjeblikket ses på TV2 og TV2 Play.

Mille Dinesen indtager titelrollen, mens Lise Baastrup, Carsten Bjørnlund, Nikolaj Groth og Peter Gantzler kan ses i de øvrige bærende roller.

Powered by Labrador CMS