Sprang ud da moster blev begravet
I dag fylder hun 40.
Teaterdirektør Elisa Kragerup er blevet hyldet som en af Danmarks bedste instruktører. Torsdag den 29. august fylder hun 40 år.
Det var ikke planlagt, da hun sprang ud som lesbisk til sin mosters begravelse. Frygten for at være anderledes gjorde, at Elisa Kragerup først sprang ud over for sine forældre som 26-årig.
Siden har hun i sit arbejde som teaterinstruktør haft fokus på de rollemodeller, som hun følte, at hun manglede som ung.
En af de bedste
Trods sin unge alder er hun allerede blevet hyldet som en af Danmarks bedste teaterinstruktører, og hun har vundet en række priser. Heriblandt flere Reumert-priser.
I 2011 blev modtog hun prisen for Årets Instruktør for forestillingen “Den unge Werthers lidelser” på Det Kongelige Teater og “Hvid Magi” på Betty Nansens Teateret.
Året efter vandt hun igen prisen som Året Instruktør for forestillingerne “Det Gode Menneske fra Sezuan” og “Sonetter”. Begge på Det Kongelige Teater.
I familiens fodspor
Elisa Kragerup, der torsdag den 29. august fylder 40 år, modtog i 2015 Kronprinseparrets Kulturpris.
Hun er opvokset i en musik- og kunstfamilie i Hellerup som datter af kapelmester Peder Kragerup og overassistent Jill Jeppesen.
Elisa Kragerup valgte at gå i familiens kunstfodspor og studere på musikgymnasiet Sankt Annæ Gymnasium.
Her instruerede hun under sin uddannelse gymnasiets årlige skolemusical, SAG-show, der er Nordeuropas største elevproducerede musicalshow.
En læsehest
I 2010 dimitterede hun fra Statens Teaterskoles instruktørlinje og blev efterfølgende fast tilknyttet Det Kongelige Teater. Hun er siden blevet kendt for sine nyskabende opsætninger og for sin villighed til at tage chancer.
Artiklen fortsætter efter videoen
Det er særligt hendes måde at portrættere køn, identitet og seksualitet fra flere forskellige vinkler, som har givet hende stor anerkendelse.
Hun har altid været en læsehest, og det er ofte i litteraturen, at hun finder sin inspiration.
Som instruktør har hun opsat flere forskellige litterære værker såsom Klaus Rifbjergs “Den Kroniske Uskyld”, Shakespeares “Othello” og senest Virginia Woolfs “Orlando”.
I 2018 overtog hun posten som direktør for Betty Nansen Teatret i København.