Soy Luna endelig til Danmark: Premiere på dansk musikvideo
Serien Soy Luna får nu premiere på Disney Channel. Titelsangen leveres af danske Julie Bjerre.

Den populære serie Soy Luna får endelig premiere i Danmark. Det sker den 10. oktober på Disney Channel. Men allerede nu kan du se den nye danske musikvideo til Soy Luna. Musikvideoen for titelsangen ”Vinger” har nemlig eksklusiv premiere på Disney Channel den 1. september klokken 18.25.
Serien, der er det sidste skud på stammen fra Disney Channel, har allerede haft stor succes i udlandet.
Dansk islæt
Soy Luna er, ligesom sin forgænger, den populære Violetta-serie, indspillet i Argentina. Men serien får sit helt eget danske islæt, idet danske Julie Bjerre har indspillet titelsangen ”Vinger”. Julie Bjerre er også kendt fra Disney Channels program The Club. Norge og Sverige får også deres egen version af titelsangen. I Norge er det den kendte pigegruppe Served, og i Sverige står den upcoming pigegruppe Main Four bag sangen.
Herhjemme er Julie Bjerre særdeles stolt over at få lov til at lægge stemme til den nye titelsang. ”Det har været helt vildt fedt at synge titelsangen. Jeg har haft det så sjovt med det og er stolt over at blive spurgt. Soy Luna virker både rigtig sjov og underholdende. Jeg elsker, der er så meget god musik og dans i serien. Så jeg tror, at den bliver rigtig populær her i Danmark også,” fortæller Julie Bjerre.
Foruden den danske titelsang ”Vinger” er soundtracket til Soy Luna på spansk og med de originale stjerner fra serien. Soundtracket, som Universal Music står bag, blev udgivet i februar og fik platin på kun 40 dage efter at have solgt mere end 30.000 eksemplarer i Argentina. Soundtracket kan findes på Spotify.
Soy Luna
Den nye tv-serie Soy Luna har premiere i Danmark og resten af Norden den 10. oktober på Disney Channel! Serien er fyldt med rulleskøjtning, romantik, humor og musik. Serien vises alle hverdage fra mandag til fredag på Disney Channel med danske stemmer.