Søren Malling åbner op om sin sygdom
’Den Sidste Viking’-skuespiller vil kæmpe sig ud af det
Søren Malling kastede sig ud i padlesport ved velgørenhedsarrangementet til fordel for 'Børnediabetes Fonden' i 'Racket Club' i København mandag aften.
- Det handler jo om at støtte børn, der er født med diabetes 1 - selv har jeg den anden slags - den man kalder ’gammelmandssukkersyge’, afslørede den 62-årige ’Den Sidste Viking’-skuespiller til Kendte.dk om sin diabetes 2-sygdom.
Putter i munden
- Men den kan jo klares ved hjælp af medicin uden at skulle stikke sig med insulin-ampuller, forklarede han videre om sukkersygen, der opstår, når man ikke passer godt nok på med, hvad man putter i munden.
Lægen har fortalt Søren Malling, at han først og fremmest skal holde sig fra alt det fede.
Skidt tilpas
- Jeg skal forsøge at leve et sundt liv - det nogle ville kalde røvkedeligt - men jeg prøver. Det gode er, at jeg kan mærke, når det ikke går så godt - jeg bliver nemlig skidt tilpas, og så må jeg stramme op, fortsatte skuespilleren, der har løsningen på udfordringerne liggende for fødderne.
- Faktisk kan jeg ved hjælp af rigelig motion og fedtfattig kost komme af med medicinen, men jeg vil hellere leve sådan, at der også er plads til lidt sjov, erkendte Søren Malling, der til efteråret bliver aktuel i en engelsk-amerikansk spillefilm om ’Siriuspatruljen’ sammen med kollegaen Mads Mikkelsen.