Snart slut for Lego-boss

Til foråret overlader Kjeld Kirk Kristiansen ansvaret for klodserne og Lego-familiens pengetank til sin søn - men han går dog ikke på pension

Udgivet Opdateret

I over 40 år har Kjeld Kirk Kristiansen været Lego-familiens udvalgte i spidsen for legetøjskoncernen. Men nu er det snart slut.

Et gradvist generationsskifte er i gang, og til foråret er det så gennemført, når tøjlerne for familiens pengetank, Kirkbi, bliver givet videre til fjerde generation i Lego-familien - sønnen Thomas Kirk Kristiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen går dog ikke på pension af den grund, selv om han den 27. december kan fejre 75-års fødselsdag.

Han fortsætter blandt andet som formand for Ole Kirk's Fond, der uddeler penge til projekter, som fremmer børns livskvalitet.

En af landets rigeste 

Fonden er opkaldt efter Kjeld Kirk Kristiansens farfar, snedkeren Ole, der i 1932 lagde klodserne til det, der blev til Lego, og som voksede sig til en global legetøjsgigant.

Først var det trælegetøj, men i 1949 kom den første udgave af den nu ikoniske plastikklods, som i dag sælges over hele verden. Det har gjort familien til en af landets rigeste med en formue på mange milliarder kroner.

Kjeld Kirk Kristiansen har ifølge Forbes en formue på omkring 56 milliarder kroner, hvilket placerer ham blandt de 250 rigeste personer i verden.

Tidligere har han ligget langt højere på listen, men han delte formuen med sine tre børn, som han nu deler placering med på milliardærlisten.

Økonomisk modvind

Kjeld Kirk Kristiansen har en HA fra Handelshøjskolen i Aarhus og en MBA fra IMEDÉ i Schweiz, og i 1977 trådte han ind i Lego-ledelsen.

To år senere blev han administrerende direktør, hvilket han var frem til 2004, hvor Lego efter en succesfuld periode var i økonomisk modvind.

Den daglige drift blev overladt til Jørgen Vig Knudstorp, der førte Lego igennem en meget succesfuld turnaround, mens Kjeld Kirk Kristiansen fortsatte som bestyrelsesformand. En post, han besad fra 1996 og 20 år frem.

Ridder af Dannebrog og kammerherre 

Når Kjeld Kirk Kristiansen ikke beskæftiger sig med Lego, bruger han tid og penge på opdræt af heste, hvor han står bag to store stutterier.

Han blev i 1994 ridder af Dannebrog, og i 2012 fik han titel af kammerherre.

Privat er han gift med Camilla og har tre børn - Thomas, Sofie og Agnete.

Dertil kommer syv børnebørn. Så er spørgsmålet, om en af dem følger efter og bliver femte generation i spidsen for tipoldefarens livsværk.

Her ses Kjeld Kirk Kristiansen i oplevelseshuset Lego House i Billund i 2017. (Arkivfoto).
Her ses Kjeld Kirk Kristiansen i oplevelseshuset Lego House i Billund i 2017. (Arkivfoto).
Tilbage i 2003 var han administrerende direktør. (Arkivfoto).
Tilbage i 2003 var han administrerende direktør. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS