Snart 10 år i Luksusfælden: Dette undrer stadig eksperten

Jan Swyrtz runder et skarpt hjørne i det populære program.

Luksusfælden-ekspert Jan Swyrtz (t.v.) kan snart fejre jubilæum. Her ses han med kollegaen Carsten Linnemann. Foto: TV3.
Offentliggjort Sidst opdateret

Luksusfælden-ekspert Jan Swyrtz kan snart fejre jubilæum i det populære TV3-program:

– Til november er det faktisk 10 år siden jeg var med i den første sæson af Luksusfælden. Men hvis det skal være helt rigtigt er det faktisk først i 2018, da det næsten tog et år inden den første sæson blev sendt, fortæller Jan Swyrtz til Kendte.dk.

Eksperten undrer sig

Han har gennem årene oplevet meget. Men én ting undrer stadig eksperten:

– Det under mig at nogle melder sig – og så alligevel ikke går “All-in”, siger Jan Swyrtz og fortsætter:

– Deltagerne tror måske, at vi kommer med en tryllestav. Jeg oplever også, at nogle går i baglås, når de skal yde noget, forklarer eksperten.

Som et eksempel nævner Jan Swyrtz en gammel bil:

– Vi kan ikke lægge et budget, hvis deltageren har en gammel bil. Så siger de måske nok, at det skal de nok klare. Men hvad så, når den skal repareres og synes om to år? Så nævner de igen, at det skal de nok klare til den tid. Men så kan de jo lige så godt klare det nu, siger Jan Swyrtz.

Moden holdning

Gennem Luksusfældens historie er eksperten blevet mere moden i sin holdning:

– Jeg forstår da deltagerne bedre. Det handler om deres tilgang til deres egne penge. Jeg oplever jo, at folk ikke opdrager deres børn omkring økonomi. Det er en slags tabu. Så det vil egentlig være en god idé, at der på skoleskemaet kommer et punkt med økonomi. Det vil jo også give mening, når børn har matematik. Der er jo mange regnestykker, der skal gøres, når det handler om økonomien, forklarer Jan Swyrtz.

I den nye sæson af Luksusfælden vil seerne både se deltagere, der bliver hjulpet – og deltagere, som ikke vil hjælpes.

Luksusfælden kan ses hver tirsdag klokken 20 på TV3.

Powered by Labrador CMS