Skuespilleren Claus Ryskjær er død
En af dansk revylivs største stjerner er død. Claus Ryskjær blev 71 år.
Skuespilleren Claus Ryskjær er død. Han blev 71 år, skriver Politiken.
Han var i mange år et af dansk revylivs allerstørste navne.
I tæt samspil med kollegerne Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl skabte han mindeværdige indslag, sketches og typer i ikke mindst de årlige Cirkusrevyer samt i komedier på især ABC Teatret på Frederiksberg – en indsats i den vanskelige lystspilgenre, der altid vil blive stående i dansk scenekunst.
Hans timing, hans udtryk, der ofte havde elementer af et tilsyneladende vanvid i hans fænomenale gummiansigt og hans uforlignelige humor var elementer i Ryskjærs kunst, der gjorde ham til én af de store, folkelige og meget populære kunstnere.
Claus Ryskjær var født på Frederiksberg og blev i 1964 optaget på Privatteatrenes Elevskole.
Debuterede i 1966
Han debuterede i 1966 på Ungdommens Teater og fik sit helt store gennembrud som skuespiller i rollen som Nuser i “Radiserne”. Mange vil også huske hans medvirken i teaterforestillinger som “Den grønne Elevator” og “Ægtemand på deltid”.
Man kunne også opleve Claus Ryskjær på TV, blandt andet i “Huset på Christianshavn” og i satireserien “Så gikk”.
Han medvirkede desuden i mindre roller i en lang række danske film – i de senere år står mindet om en stærk indsats i rollen som stikkeren Væsel i DR’s kriminalserie “Edderkoppen” tilbage”.
Ryskjærs sidste rolle var i forestillingen “Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde” på Aveny Teatret i 2007.
Året efter fortalte Claus Ryskjær, at han ikke længere havde lyst til at stå på en scene – sceneangsten sled – og han valgte derefter at gå på pension.
Klik i galleriet over artiklen og se de andre kendte danskere, vi har mistet i 2016.
/ritzau/