Skuespiller død med corona

86-årige Sven Wollter turnerede med sit band, men fik corona og måtte aflyse to koncerter. Tirsdag døde han.

Den svenske skuespiller Sven Wollter, som han så ud i 1991. Tirsdag døde han i en alder af 86 år som følge af covid-19, meddeler hans datter. – Foto: Scanpix/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske skuespiller Sven Wollter er tirsdag død som følge af covid-19. Det skriver hans datter Stina Wollter i et opslag på Instagram.

Sven Wollter blev 86 år.

Artiklen fortsætter under videoen

– Det er med grænseløs sorg, at Sven Wollters familie hermed meddeler, at han i dag, den 10. november (i gå, fløj lige ind i lyset som følge af covid, skriver datteren.

– Han fik en slutning uden smerte og omgivet af alle sine nære, tilføjer Stina Wollter.

Alvorligt syg

Den folkekære skuespiller og forfatter blev alvorligt syg, efter at han blev smittet med coronavirus. I forvejen var han plaget af lungesygdommene kol og emfysem.

– Jeg er 86 år gammel, ved du, så jeg har grund til at være lidt urolig, sagde han til Aftonbladet blot få dage før sin død.

Han fortalte til avisen, at han havde tilbragt det meste af året i sin hjemby, Luleå, eller i sit sommerhus i Bohuslän. Det gjorde han for at holde afstand til andre på grund af risikoen for coronasmitte.

Men så tog han i oktober en tur til Stockholm, hvor han blev smittet med coronavirus, selv om han havde prøvet at være forsigtig og holde afstand til andre, skriver Aftonbladet.

Kriminalkommissær

For mange krimifans er han mest kendt for rollen som kriminalkommissær Van Veeteren, der er baseret på forfatteren Håkan Nessers bøger.

Desuden har Sven Wollter spillet med i film som “Englegård”, “Manden på taget” og Hollywood-filmen “Den 13. kriger”.

Han har ligeledes haft roller i tv-serier som “Hemsöborna” og “Familien Rask”, der er baseret på romaner af August Strindberg og Vilhelm Moberg.

Derudover har Wollter udgivet to plader, skrevet tre romaner og haft sit eget radioprogram.

Han var på turné med sit band, Nynningen, i efteråret, men aflyste de sidste to koncerter, da han blev konstateret smittet med coronavirus, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Han var gift tre gange og havde i alt fem børn.

Powered by Labrador CMS