Skandaleprins er helt ude i kulden

Det regnes for usandsynligt, at prins Andrew bliver at se ved sin mors 95 års fødselsdagsfejring

Udgivet Opdateret

Skandaleramte prins Andrew må lide den tort at være ‘uønsket’, når den officielle fejring af hans mors 95 års fødselsdag løber af stablen med det traditionsspundne arrangement Trooping The Colour, der i år er planlagt til den 12. juni.

Det skriver Hello Magazine.

Dronningen har fødselsdag den 21. april, men det er altid ved Trooping The Colour, der er en gigantisk militær parade, monarken modtager sit folks tillykke.

Er normalt selvskrevet

Arrangementet er altid et enormt tilløbsstykke og har deltagelse af stort set hele hovedpersonens nære familie.

Men denne gang bliver det altså uden prins Andrew, som end ikke forventes at dukke op på balkonen på Buckingham Palace, når den øvrige familie træder ud foran nationen.

Prinsen er ellers normalt, med titel af Æresoberst for militærregimentet ‘Grenadier Guards’, selvskrevet til at være en del af selve optoget, men hans rolle vil i år blive udfyldt af Major General Roland Walker. Han er tidligere øverstkommanderende for regimentet og modtog i 2010 modtog en æresorden af dronningen for lang og tro tjeneste.

Kan blive aflyst

Meddelelsen kommer efter prins Andrew i 2019 måtte træde tilbage fra sine officielle pligter som en konsekvens af sin involvering med den pædofilidømte og nu afdøde Jeffrey Epstein.

Det hører også med, at afviklingen af Trooping The Colour er afhængig af, hvordan covid-19 situationen udvikler sig i Storbritannien. Sidste år betød pandemien, at arrangementet blev aflyst og i stedet erstattet af en lukket miniature udgave ved Windsor Castle.

Powered by Labrador CMS