Skal rejse sig efter lussing

Will Smith fik med en lussing oscaruddelingen på alles læber

Udgivet Opdateret

Det sendte chokbølger gennem stjerner, publikum og tv-seere, da skuespilleren Will Smith ved sidste års oscarshow blev så rasende på komikeren og værten Chris Rock, at han under showet marcherede op på scenen og tildelte ham en syngende lussing for rullende kameraer.

Pludselig var det fine og ellers meget politisk korrekte oscarshow forvandlet til et pinligt øjeblik, som akademiet, der står bag uddelingen, ikke fik reageret på, før det var for sent.

Måbende publikum

Der blev endda senere på aftenen uddelt en pris til Will Smith, der fik lov at holde en takketale for et måbende publikum.

Og efterfølgende var det ikke showets priser, der var samtaleemnet. 

Det var lussingen.

Skal rejse sig

I år skal det prominente oscarshow rejse sig igen. Men efter årevis med faldende seertal og dalende popularitet kan sidste års fadæse vise sig at være en appelsin i turbanen for showet.

- Helt kynisk, så tror jeg faktisk ikke, at den skandale er så dårlig for seertallene, siger filmekspert Ann Lind Andersen fra What2Watch.

Elementet af "hvad skete der lige der" kan nemlig generere noget hårdt tiltrængt opmærksomhed.

Mangler yngre seere

Oscarshowet kæmper for at tiltrække især de yngre seere - dem, der ikke ser flow-tv, og som er vant til at følge stjernerne på Instagram og TikTok og derfor ikke nødvendigvis tænder for et tv-show for at få et glimt af dem.

- Men det bliver jo sådan, at der kan ske hvad som helst til oscarshowet. Det har vi også set før - det er ikke mange år siden, hvor vi også så skandalen, at det var den forkerte film, der blev udnævnt som vinder af Bedste Film.

Forkert vinder udråbt

I 2017 blev en forkert kuvert overrakt til Faye Dunaway og Warren Beatty på scenen, og de fik annonceret filmen "La La Land" som vinder af kategorien, men det var retteligt "Moonlight", der skulle have æren.

Fejlen blev opdaget, mens holdet bag "La La Land" var i fuld gang med takketalen, og det var et akavet øjeblik, da statuetterne i stedet måtte gå videre til deres konkurrenter.

- Så at det er et show, hvor der kan ske de her kæmpemæssige fuckups, det gør, at man måske - i hvert fald nogen - tænker, at "vi hellere må se det og være sikre på, at vi ikke går glip af noget", forklarer Ann Lind Andersen.

Kimmel tilbage

Dengang var komikeren Jimmy Kimmel vært, og det er også ham, der i år skal forsøge at styre slagets gang uden for mange uheld - og uden for mange referencer til sidste års skandale.

- Jeg tror, at man prøver at ignorere det. Jeg tror, at vi kommer til at se det refereret til i en enkelt joke fra Jimmy Kimmel, men det vil være det. Ellers prøver man at putte det i glemmebogen, siger Ann Lind Andersen.

Udelukket i ti år

Will Smith skal ingen regne med at se til oscarshowet de næste ti år, hvor han er udelukket. Men ellers er der ikke taget nogle forholdsregler, der skal sørge for, at sådan en situation som sidste år ikke kan ske igen.

- Akademiet holdt nogle møder efterfølgende for at snakke om, om man skulle til at indføre regler. Men man kan jo ikke gardere sig mod alt.

- Så skal man begynde at lave regelsæt for alt og sige, at man ikke må slå på scenen, og det er alligevel for langt ude, siger Ann Lind Andersen.

Danske oscarvindere gennem tiden

Ni danske instruktører har modtaget en Oscar, siden statuetten er blevet uddelt. I 2022 kan det tal blive øget

Nedenfor kan du læse, hvilke danske film der tidligere har modtaget en Oscar.

Bedste Internationale Film:

1988: "Babettes gæstebud", instrueret af Gabriel Axel.

1989: "Pelle Erobreren", instrueret af Bille August.

2011: "Hævnen", instrueret af Susanne Bier.

2021: "Druk", instrueret af Thomas Vinterberg.

Bedste Kortfilm og Bedste Korte Animationsfilm:

1986 - Bedste Korte Animationsfilm: "Anna & Bella" skabt af Børge Ring.

1999 - Bedste Kortfilm: "Valgaften" instrueret af Anders Thomas Jensen.

2003 - Bedste Kortfilm: "Der er en yndig mand" instrueret af Martin Strange-Hansen.

2010 - Bedste Kortfilm: "De nye lejere" instrueret af Joachim Back.

2014 - Bedste Kortfilm: "Helium" instrueret af Anders Walter.

Kilde: Ritzau

Oscarshowet løber af stablen natten til mandag dansk tid.

- Var det en joke?, spurgte mange, da Will Smith gav komikeren Chris Rock en ordentlig en på sinkadusen midt i oscarshowet. Det var det ikke - men fadæsen kan vise sig at have givet lige præcis den opmærksomhed, showet i mange år har higet efter.
- Var det en joke?, spurgte mange, da Will Smith gav komikeren Chris Rock en ordentlig en på sinkadusen midt i oscarshowet. Det var det ikke - men fadæsen kan vise sig at have givet lige præcis den opmærksomhed, showet i mange år har higet efter.
Powered by Labrador CMS