Skal filme med Batman-stjerne

Batman-skuespilleren Robert Pattinson var så glad for filmen "Speak No Evil", at han tog kontakt til Christian Tafdrup. Nu skal de måske lave en film sammen

Udgivet Opdateret

Det danske gyserhit "Speak No Evil" tog både de danske anmeldere og biografseere med storm, da den udkom i 2022.

Filmens popularitet nåede ud over landets grænser og høstede stor anerkendelse i udlandet.

 Blandt andet i USA, hvor verdensstjernen Robert Pattinson, der er hovedrolleindehaveren i "The Batman" og i Twilight-filmene, tilsyneladende også var imponeret.

Han tog nemlig selv kontakt til filmens instruktør, Christian Tafdrup, efter at have set den, fortæller Christian Tafdrup selv.

Nyt projekt

Det har banet vej for et nyt projekt, som Christian Tafdrup og gyserens anden manuskriptforfatter - hans bror, Mads Tafdrup - har arbejdet på gennem et halvt år.

- Han (Robert Pattinson, red.) var meget glad for "Speak No Evil", så vi har skrevet en rolle til ham i en film, som er vores take på en amerikansk film, siger Christian Tafdrup.

Filminstruktøren fortæller, at Robert Pattinson forhåbentlig skal spille hovedrollen i filmen. 

Samtidig understreger han, at verdensstjernen stadig er ved at læse manuskriptet og endnu ikke har svaret hverken ja eller nej.

Forhåbentlig til Hollywood

- Så forhåbentlig skal jeg til Hollywood. Men det siger alle jo. Der er meget snak, og jeg kunne godt tænke mig, at det faktisk skete, siger han.

Selv om der er kommet mange gode ting ud af "Speak No Evil", var det en svær film at komme igennem, fortæller Christian Tafdrup. 

Indspilningen tog over et år og måtte stoppes flere gange på grund af coronarestriktioner.

- Vi gik rundt og lavede en historie, der var et mareridt, men omgivelserne var endnu mere mareridtsagtige, siger han.

Ferieidyllen brister

"Speak No Evil" begynder på en sommerferie i Toscana, hvor et dansk forældrepar og deres datter møder en hollandsk familie.

Kort efter ferien bliver den danske familie inviteret til Holland, og her braser ferieidyllen. 

Værternes facon bliver tiltagende truende, og en rædselsvækkende plan tegner sig.

Filmens tema således meget mørkt, og det kan åbne sluserne til nogle indre dæmoner.

- Ville ikke redde vores egne børn

For at leve sig ind i de frygtelige scener, der udspiller sig i filmen, var Christian og Mads Tafdrup nødt til at kigge indad for at finde ud af, hvordan de selv ville reagere i situationerne.

- Der ville vi netop mangle at reagere. Vi ville være så utroligt passive, at vi måske ikke engang ville redde vores egne børn. Der er vi nødt til at være ærlige omkring, når det kommer på papiret, siger han.

Oven på den mørke succes vil Christian Tafdrup i sine næste projekter finde en mere lys tone frem.

For eksempel er den film, han har skrevet til Robert Pattinson, et lidt lettere familiedrama. Dog bærer den stadig præg af det ubehagelige, lidt twistede og grænseoverskridende, som Christian Tafdrup er fortaler for, lyder det fra instruktøren selv.

Selv om gyseren 'Speak No Evil' er blevet et kæmpehit, var den svær at lave, fortæller Christian Tafdrup. Corona og indre dæmoner var blandt udfordringerne. (Arkivfoto).
Selv om gyseren "Speak No Evil" er blevet et kæmpehit, var den svær at lave, fortæller Christian Tafdrup. Corona og indre dæmoner var blandt udfordringerne. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS