Se videoen: Linse barberer håret af

Den barmfagre tv-personlighed vil prøve et helt nyt look af.

Sådan her er vi vant til at se Linse Kessler. (Arkivfoto) – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Linse Kessler er normalt kendt med sine lange lyse lokker, men i den kommende sæson af “Familien fra Bryggen” lader hun sig kronrage.

Det fremgår et klip, som Viaplay og TV3, der sender programserien, har lagt ud på Instagram, som du kan se i bunden af artiklen.

Her ses Linses stylist, Niels Laigaard – som går under navnet Moster Niller – hive trimmeren frem og fjerne både extensions og Linses rigtige hår.

– Jeg ved bare, at jeg kommer til at fortryde det her lige om lidt. Det er skide nederen, siger en storsmilende Linse i klippet, mens Moster Niller klipper de første totter af.

– Gud, hvor er du mørkhåret, konstaterer han i klippet, da han får fjernet mere og mere af frisuren.

Da han er færdig med at kronrage hende, kører Linse hænderne gennem den trimmede manke.

– Åh, hvor er det mærkeligt. Det er da meget flot, lyder det fra den 54-årige tv-personlighed.

– Men det ser fucking godt ud, svarer Moster Niller.

Vil ringe til Geggo

Klippet slutter med, at Linse vil ringe til datteren Stephanie “Geggo” Salvarli.

Også Linse har lagt klippet ud på sin Instagram-side og skriver følgende:

-Det er vigtigt at gøre noget vildt indimellem. Jeg elsker det, skriver hun med versaler.

Klippesekvensen er en del af 18. sæson af “Familien fra Bryggen”, som sendes senere på året på TV3 og Viaplay.

Se videoen her:

Powered by Labrador CMS