Se billederne: Sender børnene i thailandsk skole
Kendisfrisøren er flyttet til lunere himmelstrøg for vinteren
Dennis Knudsen har taget hul på et nyt kapitel sammen med sine tre børn i Thailand, hvor de tilbringer de første seks uger af 2026.
Og nu er en vigtig milepæl nået.
Lucas, Noah og Aura er startet i deres nye internationale skole på Koh Samui.
Poserer foran skolen
På Instagram har den kendte frisør og realityprofil delt flere billeder af børnene iført farverige skoleuniformer, hvor de smilende poserer foran skolens indgang.
- Første skoledag her i Thailand, så stolte børn. Elsker at der skal bæres uniform, og skolelederen siger godmorgen til alle. Ved indgangen til den store internationale skole med en fransk/thai-linje eller engelsk/thai-linje. Dejlig skole. Sund mad hver dag til alle, og da jeg hentede kl. 15, har de alle haft en god første dag, skriver han.
Ud af det blå
Flytningen til Thailand er ikke kommet ud af det blå.
Dennis Knudsen har tidligere fortalt, at opholdet i Thailand, hvor han også var sidste år med børnene, er nøje planlagt, og at ønsket har været at give børnene nye oplevelser i varmere omgivelser hen over den kolde danske vintertid.