Se billederne: Sådan bliver den nye sæson af Badehotellet

Nu har TV2 frigivet en masse spændende materiale omkring den nye sæson af Badehotellet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da vi forlod “Badehotellet” i sjette sæson, skrev kalenderen 1939 og Anden Verdenskrig var lige på trapperne i Danmark.

Artiklen fortsætter under videoen.

Nu vender den populære serie tilbage, når syvende sæson får premiere 27. januar, og her slår karakteren Amanda, spillet af Amalie Dollerup, dørene op som ny forpagter af hotellet.

Samtidig er Hr. Aurlands bange anelser fra tidligere sæsoner blevet til virkelighed. Danmark er blevet besat.

Denne sæson foregår nemlig i sommeren 1940, og Danmark er blevet invaderet af nazisterne.

– Uheldigvis er det Amandas første sommer som ejer af hotellet. Så hun er med god grund spændt på, om gæsterne vil komme, når de er nødt til at rejse den lange vej med tog og rutebil, fordi privat bilkørsel er blevet forbudt, forklarer forfatterne bag serien, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, til tv2.dk.

Uvelkomment besøg

Efter Amanda har overtaget hotellet hjulpet af grev Ditmars pange, så har hun glædet sig til at byde velkommen, men gæsterne er skeptiske, da de tror, at der er tyskere i området. Men Amanda lover håndfast, at der ikke er set en eneste tysker.

Men løftet endner med at blive brudt, da to tyske soldater tilfældigt spadserer forbi hotellet og vælger at bade lige nedenfor. Det får en af Weyses sønner til i kådhed at stjæle soldaternes tøj. Hvad der kan synes som en uskyldig gang fis og ballade viser sig at udfordre det ellers muntre og behagelige ferieliv.

Besættelsesmagten får nemlig øje på badehotellet og begynder pludselig at stille krav til hotellet.

Gæster og personale må sande, at ikke engang herude i den yderste klitrække kan de gemme sig for krigen. Og de stilles over for valget, om de – som den danske regering – skal gå samarbejdets vej, eller om de skal sige nej til tyskernes krav og derved risikere, at Amandas første sæson også bliver den sidste, skriver TV2 blandt andet om den nye sæson 7.

Serien blev sendt første gang den 30. december 2013 og voksede til at blive en af de mest sete tv-serier i TV2s historie.

Alle sæsoner af “Badehotellet” er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe. Den nye sæson får premiere den 27. januar klokken 20.00 på TV2.

Powered by Labrador CMS