Sarah Grünewald skal i retten
Vild med dans-værten Sarah Grünewald er blevet taget med en alt for tung fod på speederen.
Den populære Vild med dans-vært Sarah Grünewald skal i næste uge møde i retten.
Grünewald er anklaget for i september 2018 at have kørt 127 kilometer i timen gennem et vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen, hvor hastighedsgrænsen var nedsat til 80 kilometer i timen. Det skriver Ekstra Bladet.
Anklagemyndighedens krav i sagen er, at hun betaler en bøde på 4000 kroner og får inddraget sit kørekort, indtil hun har bestået en orienterende køreprøve.
Til Ekstra Bladet fortæller Sarah Grünewald, at hun sagtens kan huske episoden – og at hun er enig i anklagen. Hun havde ikke set vejarbejdet, lyder det.
Men det er altså ikke sådan, hun normalt kører i sin store Land Rover, siger hun:
– Nej, jeg kører så fint bil og har for det meste min dreng med, så jeg er altid opmærksom på, hvor hurtigt jeg kører, siger Sarah Grünewald til Ekstra Bladet.
Hun kunne i øvrigt have undgået at skulle møde i retten. Hun skulle blot have vedkendt sig sin straf inden for 20 dage efter politiet havde sendt deres tilkendegivelse.