Sådan siger familien farvel til Nikolajsen

Den berømte eks-tv-vært Kent Nikolajsen døde torsdag. Nu løfter familien sløret for, hvordan det sidste farvel bliver.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver en helt privat sag, når den tidligere tv-vært Kent Nikolajsen skal bisættes.

Det fortæller Kent Nikolajsens kone Linda Nikolajsen ifølge BT i en pressemeddelelse:

– Min mand var både en offentlig og en privat person. Vi har i familien stor respekt for, at min mands bisættelse derfor kan have pressens interesse, når både vi i familien, venner og kollegaer fra hans professionelle liv tager afsked med ham, siger Linda Nikolajsen.

– Men vi henstiller i al venlighed til, at pressen ikke møder op ved vores sidste farvel. Den sidste afsked vil vi i al respekt gerne holde uden for offentlighedens øjne. Tak, fortsætter pressemeddelelsen.

Kent Nikolajsens død blev offentligt kendt, da produktionsselskabet Metronome – som han var administrerende direktør for – sendte en pressemeddelelse ud. Den lød sådan:

‘Det er med stor sorg at skulle meddele, at vores direktør, nære ven og kære kollega Kent Nikolajsen er død i dag kl 12 i sit hjem i Ringsted omgivet af hele sin familie.’

Kent Nikolajsen blev ramt af kræft i spiserøret i sommeren 2018.

– Vi ved, at Kent allerhelst havde fortsat livet, det var nemlig et liv, han elskede meget højt, og hans arbejde her på Metronome var højt prioriteret. Derfor har det også været svært for Kent at give slip på livet, og han har kæmpet hårdt og bravt imod kræften de sidste mange måneder, men desværre havde kræften allerede fået godt fat i Kents krop, inden den blev opdaget i juni måned, lyder det i pressemeddelelsen fra Metronome.

Kent Nikolajsen efterlader sig konen Linda, samt parrets tre børn. Bisættelsen finder sted i denne uge.

Powered by Labrador CMS