Rygter og pinligheder på Château de Cayx

For første gang i mange år er der igen pressemøde på Château de Cayx. Førhen har den kongelige familie måtte svare på mangt og meget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter flere års pause er der igen pressemøde på slottet Château de Cayx, når dronningen torsdag inviterer indenfor. Anledningen er den franske præsident Emmanuel Macrons statsbesøg i Danmark 28. og 29. august.

Det er ikke først gang, pressen inviteres indenfor på det slottet. Men første gang uden prins Henrik, der døde i februar 2018. Og altså første gang i lang tid.

Bland de tidligere kan nævnes:

2008: Kronprins Frederiks kandidatur til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vækker røre. Dronningen siger, at hun ærgrer sig over kritikken, og at hun mener, at det vil være gavnligt for Danmarks image og synlighed, hvis han bliver valgt.

2005: Kronprinsesse Mary nedkommer snart med kronprinsparrets første barn. Dronningen fortæller, at hun glæder sig til igen at blive farmor. Også prins Joachims ekskone, prinsesse Alexandra, bliver omtalt, da dronningen bekræfter, at Alexandra havde fået en ny ven – den 15 år yngre filmfotograf Martin Jørgensen.

2003: Rygterne om, at kronprins Frederik skal forloves med australske Mary Donaldson svirrer. Dronningen kommer til at tale over sig, da hun siger, at der ikke vil gå lang tid, før kongehuset vil annoncere forlovelsen.

1988: Kronprins Frederik og prins Joachim kører galt i en alvorlig bilulykke nær slottet. Prins Joachim sidder ved rattet, da bilen i høj fart ryger ud i rabatten, hvor den slår en kolbøtte. De to prinser kritiseres i offentligheden og må undskylde på pressemødet.

Fakta om Château de Cayx:

Château de Cayx ligger i Sydvestfrankrig. Cirka 100 kilometer nord for Toulouse.

Slottet ligger i Cahors-distriktet og kan spores tilbage til det 15. århundrede, hvor det blev opført for at kontrollere sejladsen på Lot-floden.

Dronningen og prins Henrik købte slottet i 1974.

Oprindelig fyldte vinmarkerne 15 hektar, men prins Henrik udvidede til 21 hektar.

Den første vin blev høstet i 1978. Druerne blev bearbejdet og solgt fra et lokalt vinkooperativ. I 1994 blev prinsens eget vineri indviet. Der blev især produceret rødvin, men også hvidvin.

I 2015 bortforpagtede prins Henrik jorden og produktionen af vin.

Det var prins Henriks ønske, at kronprins Frederik skulle arve slottet.

Kilde: Kongeligt leksikon

Powered by Labrador CMS