Roskilde Festival mister hovednavn

Skulderskade hos frontmand får et af årets hovednavne på Roskilde Festival til at aflyse.

Et af topnavnene på årets Roskilde Festival – A Tribe Called Quest – aflyser sin optræden. Foto: LUCY NICHOLSON/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et af topnavnene på årets Roskilde Festival – A Tribe Called Quest – aflyser sin optræden, oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

En skulderskade har sat den amerikanske hip hop-gruppes frontmand midlertidigt ud af spil.

Opereret og skal holde sig i ro

Han skal opereres og er blevet beordret af sin læge til at holde sig i ro, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

– Vi havde virkelig glædet os til at præsentere A Tribe Called Quest til sommer, men Q-Tip har lægens ord for, at han ikke bør gennemføre koncerten efter sin operation, og det har vi fuld forståelse for, siger han i meddelelsen.

Afløses af rapper

A Tribe Called Quest, der måske er mest kendt for hittet “Can I Kick It”, afløses af et andet amerikansk hip hop-navn – rapperen Ice Cube.

Samtidig kommer den nyligt gendannede hiphop-trio Digable Planets på Roskilde Festival.

– Vi har arbejdet meget hårdt i de seneste dage på at lave aftaler med Ice Cube og Digable Planets, selv om ingen af dem er på turné i øjeblikket, siger Anders Wahrén.

– Digable Planets flyver til Europa kun for at spille dette ene show til sommer, og Ice Cube har fået koncerten til at passe ind i kalenderen, selv om han på det tidspunkt befinder sig midt i afviklingen af en amerikansk basketballturnering, som han også står bag.

Roskilde Festival 2017 finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

Også navne som Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, The XX, Trentemøller, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182, Father John Misty og Justice kan opleves på festivalen.

Ice Cube er både rapper og skuespiller. Han har en fortid i gruppen N. W. A sammen med blandt andre Dr. Dre. Solokarrieren har budt på hiphop-klassikere som “AmeriKKKa’s Most Wanted” og “Death Certificate”.

Det bliver hans første optræden på Roskilde Festival.

Digable Planets havde deres storhedstid i starten af 1990’erne, men trioen blev gendannet sidste år.

Både Digable Planets og Ice Cube spiller lørdag den 1. juli.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS