Kongehuset tilstår: Ja, det er rigtigt

Kongehuset understreger i spørgsmål angående kongeskibets CO2-udledning, at "Dannebrog" har symbolsk værdi

Offentliggjort Sidst opdateret

Kongeskibets CO2-udledning skaber debat

Kongeskibet 'Dannebrog' har haft en betydelig CO2-udledning sidste år.

Det dieseldrevne skib udledte 767 tons CO2, den højeste siden 2015.

Kongehuset erkender dilemmaet mellem tradition og miljøhensyn.

Forsvaret undersøger alternative brændstoffer for at reducere udledningerne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det dieseldrevne kongeskib "Dannebrog" var vidt omkring sidste år med både et rigsfællesskabstogt til Grønland og statsbesøg i henholdsvis Sverige og Norge.

De mange ture har kostet i kongehusets CO2-regnskab. Skibet har brugt 284 kubikmeter diesel, viser Forsvarets opgørelse over udgifter til kongehuset sidste år.

Største udledning

Det svarer ifølge DR til en CO2-udledning på cirka 767 tons og er ifølge mediet den største CO2-udledning fra kongeskibet siden 2015.

Til sammenligning udleder den gennemsnitlige dansker omkring 13 tons CO2 om året.

"Højt på dagsordenen"

Kongeskibets CO2-udledning kan stå i kontrast til tidligere udmeldinger fra kong Frederik, der har sat klimaet højt på dagsordenen, siden han blev regent.

Det gjorde han allerede to uger inde i sin nye tid som konge, da han var på erhvervsfremstød i Polen i januar 2024. Her lød det fra ham, at bekæmpelse af klimaforandringer vil være i hans fokus om regent.

Et dilemma

Kongehuset erkender dilemmaet med det dieseldrevne kongeskib i et skriftligt svar til DR.

- Kongehuset er bevidst om det dilemma, der er forbundet med, at Dannebrog er drevet af almindeligt brændstof. Forsvaret er i gang med at undersøge muligheden for at anvende alternative drivmidler med henblik på at reducere udledninger fra kongeskibet, oplyser kommunikationschef i kongehuset Nina Munch-Perrin skriftligt til mediet.

Hun mener dog, at det er vigtigt at understrege, at skibet er historisk, symbolsk og kan agere samlingspunkt.

Det er ifølge kongehuset et "dilemma", når det historiske kongeskib Dannebrog bruger diesel til at fragte den miljøbevidste konge.
Powered by Labrador CMS