'Rita'-stjernens hund er uden for livsfare
Efter fire døgn på intensiv er skuespillerens firbenede ven kommet hjem
Der er lettelse og glæde hos skuespiller Mille Dinesen, efter hendes hund Marlee har overlevet et dramatisk sygdomsforløb.
Marlee blev indlagt i fredags, efter at have spist en muggen bolle på gaden, der affødte alvorlige kramper.
En time efter begyndte hun at ryste, få spasmer, fråde, kaste op og kunne ikke styre sin krop
Rutsjebanetur af rang
På Instagram fortæller 'Rita-stjernen', at den lille hund nu er kommet hjem fra dyrehospitalet.
- Så er den lille patient kommet hjem efter 4 usikre døgn på intensiv i en følelsesmæssig rutsjebanetur af rang, skriver skuespilleren.
Hun roser både sin egen dyrlæge og personalet på Frederiksberg Dyrehospital for en kolossal indsats.
- Marlee er i live og har det efter omstændighederne godt igen. Et lille mirakel. TAK TAK TAK, fortæller Mille Dinesen.
Ro og medicin
Den firbenede ven spiser og drikker igen, men skal fortsat have ro og medicin.
- Hun slingrer som en fulderik og sover det meste af tiden. Hun er på to forskellige krampestillende mediciner de næste fire uger. Men hun klarede den satme, skriver Mille Dinesen, og tilføjer, at en af dyrlægerne sagde:
- Det skal fanme være løgn, at Marlee skal dø af en muggen bolle.
Mille Dinesen afslutter med at takke sine mange følgere for den støtte, hun har fået gennem dagene.
- Tak for alle jeres søde beskeder og omtanke. Meget kærlighed er sendt vores vej.