Ramt af alvorlig sygdom

Westlife fejrer 25-års jubilæum. Men markeringen bliver uden Mark Feehily, der har været ramt af alvorlig sygdom siden komplikationer fra en operation i 2020

Offentliggjort Sidst opdateret

Westlife fejrer jubilæum uden Mark Feehily

Westlife markerer 25-års jubilæum med koncerter og ny musik.

Mark Feehily deltager ikke på grund af helbredsproblemer.

Feehily har været syg siden 2020 og gennemgået flere operationer.

Boybandet håber, han snart kan vende tilbage til scenen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er 25 år siden, at Westlife knuste pigehjerter med popballader som "Flying Without Wings", "World of Our Own" og "My Love".

Det markerer det irske boyband med koncerter og ny musik. Men det bliver uden Mark Feehily.

Det oplyser boybandet i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Vi håber, at han kan være med os tilbage på scenen, når han er klar og i stand til det, skriver Westlife og fortsætter:

- Han sender sin kærlighed og positivitet til jer alle som altid.

Vil ikke uddybe

Westlife uddyber ikke yderligere årsagen.

I februar 2024 oplyste Mark Feehily i et længere opslag på sin officielle instagramprofil, at han på daværende tidspunkt havde været syg siden 2020.

Han havde været igennem en operation, hvor der var opstået komplikationer. Han havde været indlagt på intensivafdelingen med en livstruende infektion, der krævede et akut indgreb, der med hans egne ord reddede hans liv.

Svær tid

- Jeg tilbragte de næste måneder på hospitalet. Det var under nedlukningen. I flere måneder på grund af strenge covid-restriktioner måtte jeg ikke have besøgende, inklusive min forlovede og min dengang ti måneder gamle datter.

- Det var fysisk og mentalt en meget svær tid for ikke at nævne traumatisk at skulle tilbringe så lang tid på intensivafdelingen, skrev han dengang i opslaget.

Fik det dårligt

Da Mark Feehily blev udskrevet, vendte han tilbage på scenen. Men inden en koncert i slutningen af 2021 blev han pludseligt meget dårlig.

Han havde lungebetændelse og blev sendt til en specialist, der rådede til endnu en operation, som han gennemgik i 2022.

Det fik ham til at udvikle en type brok forårsaget af tidligere operationsar.

Yderligere operation

- Jeg fik at vide, at jeg havde brug for en yderligere operation for at fikse det. Det var min fjerde store operation siden begyndelsen af det hele. Men jeg havde intet andet valg, skrev Mark Feehily i februar 2024.

Operationen forløb som planlagt.

- Men med det sagt må min helbredelse nu være min absolutte prioritet, tilføjede han.

Største beklagelse

- Det er med den største beklagelse, at jeg nu midlertidigt må trække mig fra alle Westlife-turnéer indtil et tidspunkt, hvor jeg har haft chancen for at komme mig helt over den turbulente rejse, jeg har været igennem.

Dermed er det ikke en kvartet, men en trio, der markerer jubilæet. Men Mark Feehily er stadig med i hjertet hos de tre andre, fremgår det af Westlifes nye opslag.

- Vi fire kan ikke tro, at der er gået 25 år! Vi kunne kun have drømt om den fortsatte kærlighed og loyalitet, I konsekvent har vist os rundt om i verden, lyder det fra boybandet.

Westlife består af Nicky Byrne, Shane Filan, Kian Egan og Mark Feehily. Oprindeligt var Brian McFadden også en del af boybandet. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS