Prøver at forlænge julen

Skuespiller Neel Rønholt elsker julens ritualer og gør, hvad hun kan for at få højtiden til at vare så længe som muligt

Udgivet Opdateret

For Neel Rønholt, der spiller nissen Nille i TV 2's julekalender "Tinka og sjælens spejl" bør december være en måned med ro på.

- For mange kan julen være en stresset tid. Men jeg prøver virkelig at gøre det modsatte, siger den 38-årige skuespiller.

- Det handler ikke om at få bagt julekager og klippet julehjerter. Det er ikke det, der er vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er, at der er rum og tid til det, man laver, så det ikke bare bliver hverdagsmøllen, der kører.

I år er Neel Rønholt selv vært for juleaften i hjemmet i Humlebæk, og nedenfor kan du blive klogere på hendes forhold til den grangrønne højtid.

Elsker advent i november

Hvornår er det rigtig jul for dig?

- Jeg elsker jul, og jeg prøver at få julemåneden til at strække sig i så lang tid som muligt.

- Derfor kan jeg godt lide, når første søndag i advent ligger i november. For så er det, som om julen begynder dér, og så er der lidt mere tid.

- Det vigtigste for mig er, at der er rum og tid til det, man laver, så det ikke bare bliver hverdagsmøllen, der kører, siger skuespiller Neel Rønholt om sit forhold til julemåneden. (Arkivfoto).
- Det vigtigste for mig er, at der er rum og tid til det, man laver, så det ikke bare bliver hverdagsmøllen, der kører, siger skuespiller Neel Rønholt om sit forhold til julemåneden. (Arkivfoto).

Gør sig umage

Hvad er dit bedste juleminde?

- Jeg tror ikke, jeg har et specifikt minde. Jeg elsker jul, og det har jeg altid gjort. Noget af det, jeg elsker allermest ved jul, er at danse om juletræet, siger hun.

- Det der med at danse rundt og kigge på juletræet, som vi har gjort os umage med at pynte. Pyntningen af juletræet har altid været noget, som vi har taget os tid til, så det er virkelig en af de ting, jeg elsker.

Godt styr på julen

Hvad har været din mest mislykkede jul?

- Jeg synes egentlig altid, vi har haft rimelig godt styr på julen. Men nu begynder min kæreste og jeg jo selv at holde jul, så det kan nås endnu, siger Neel Rønholt, der er forlovet med kollegaen Jens Sætter-Lassen, som hun har sine to døtre med.

Elsker ritualer

Hvad er din rolle i julen?

- Min rolle er oppyntning og overblik, vil jeg nok sige.

Hvad gør I til jul, som overrasker andre?

- Jeg tror, vi er ret traditionsbundne. Jeg er i hvert fald. Jeg elsker det rituelle og gentagelserne. Måske fordi jeg lever et liv, som er så omskifteligt, siger hun og fortsætter:

- Man skal ikke holde fast i traditionerne for traditionernes skyld. Men jeg kan godt lide, at der er nogle ting, som bare føles naturlige og hyggelige, som så automatisk bliver traditioner.

Dårlig til ønsker

Har du nogensinde grædt over en julegave?

- Ikke hvad jeg kan huske.

Hvad håber du, ligger under juletræet i år?

- Jeg er simpelthen så dårlig til at lave ønskelister. Jeg bruger al min energi på at lave ønskelister til børnene, tror jeg.

- Jeg er kommet i den alder, hvor jeg ønsker mig oplevelser eller lidt lækre ting. En god parfume eller et eller andet, der er lidt for dyrt til, at jeg ville købe det selv. Men jeg må nok lige se at få opdateret den der ønskeliste, siger Tinka-stjernen.

Neel Rønholt spiller Nille, som er mor til nissepigen Tinka i julekalenderen 'Tinka og Sjælens Spejl', der bliver sendt på TV 2 og TV 2 Play. (PR-foto).
Neel Rønholt spiller Nille, som er mor til nissepigen Tinka i julekalenderen "Tinka og Sjælens Spejl", der bliver sendt på TV 2 og TV 2 Play. (PR-foto).
Powered by Labrador CMS