Prisvindende danske skuespillere: -Vi er lidt nørdede

Karrieren har fart på for Mikkel Boe Følsgaard og Lene Maria Christensen, der begge kalder sig lidt nørdede.

Udgivet Opdateret

De har vundet prestigefyldte statuetter for deres præstationer og er blevet rost til skyerne af anmelderne for deres roller i film og tv-serier som “Arvingerne”, “En kongelig affære” og “En familie”.

Lene Maria Christensen og Mikkel Boe Følsgaard er i øjeblikket nogle af Danmarks mest benyttede skuespillere.

Men selv om flere af deres danske kolleger har banet vejen til Hollywood og de helt store produktioner, så følger de ikke blindt talentsporet over Atlanten.

Stortrives i rammerne herhjemme

De stortrives nemlig i rammerne herhjemme.

Og så vedkender de sig begge et gran af tryghedsnarkomani.

– Når jeg siger, jeg ikke skal til Hollywood, er det ud fra en idé om, at hvis det skal kunne lade sig gøre derovre, så skal man arbejde meget målrettet og intenst i lang tid uden sin familie, før små døre begynder at åbne sig, forklarer Lene Maria Christensen og fortsætter:

– Og der er jeg slet ikke i mit liv. Jeg har en dejlig familie, og den skal jeg ikke være væk fra længe.

– Jeg har heller aldrig rigtigt haft ambitioner om Hollywood, forklarer skuespillerinden, der er gift og mor til to døtre.

Det er derimod på hendes ønskeliste at prøve kræfter med flere skandinaviske og engelske produktioner i fremtiden.

Familien spiller en stor rolle

Også familien spiller en stor rolle for Mikkel Boe Følsgaard.

Og hvis han skal kunne se sig selv i udlandet i længere tid af gangen, kræver det, at familien kan komme med.

– Vi er to til tango, og min kone har også en karriere. Jeg ville synes, det var et sjovt eventyr at prøve af, men det vil kræve, at familien kommer med.

– Jeg kunne aldrig drømme om at være væk fra dem i lang tid, siger Mikkel Boe Følsgaard, der for nylig er blevet far for anden gang.

– Jeg kunne godt tænke mig at få lov til at lave noget på et andet sprog, men ikke nødvendigvis bare for at gøre det.

– Måske kunne man så også spare sit ansigt lidt herhjemme og udvide sin arbejdsradius, men jeg føler mig meget privilegeret over, hvad jeg har fået lov til indtil videre, tilføjer han.

Udfordringer nok i Danmark

For udfordringer er der nok af i Danmark, selv om man er prisvindende skuespiller, slår de begge fast.

De er netop nu aktuelle i filmen “Den bedste mand”, som er fortællingen om bokseren Jørgen “Gamle” Hansen og hans kone, Hanne Hansen.

– Når man vælger at portrættere nogle, som lever, og som folk har en holdning til, så er der også et ansvar, siger Mikkel Boe Følsgaard.

– Det er et ansvar om at gøre det så godt som muligt og ramme noget, som de selv kan genkende, men som også deres familier kan genkende, forklarer Lene Maria Christensen.

Høje ambitioner

Bokseteknikker, aarhusiansk dialekt og underspillet jysk facon blev derfor studeret intenst forud for optagelserne.

I et halvt år op til filmen talte de to dagligt sammen, for ambitionerne var høje.

– Selv om vi har haft hinanden, og filmen er på dansk, og rammerne på den måde har været meget trygge, så synes jeg, det har været meget udfordrende.

– Jeg synes sgu altid, der er udfordringer, det er jo nyt hver gang, og det er det fede, ved vores fag, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Udfordrer hinanden

Og så er de to Arvingerne-kolleger også gode til at udfordre hinanden.

– Vi har den samme iver og arbejdsomhed omkring jobbet.

– Vi vil gerne være bedst hele tiden, og det kan vi godt lide ved hinanden, forklarer Mikkel Boe Følsgaard og bliver lynhurtigt suppleret:

– Skråstreg forfængelighed, indskyder Lene Maria Christensen med et grin.

– Meget forfængelighed. Måske gør vi det lidt sværere, end det behøver at være. Vi er lidt nørdede begge to, siger Mikkel Boe Følsgaard.

“Den bedste mand” får premiere 15. juni.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS