Prins Harry scorer nyoprettet stilling

Efter deres brud med kongefamilien er prins Harry og hertuginde Meghan godt i gang med deres nye liv i USA

Prins Harry og hertuginde Meghan har officielt trukket sig fra deres forpligtelser i den britiske kongefamilie. De har dog nok at lave. Foto: Kirsty Wigglesworth/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske prins Harry har fået nyt job.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra prinsens nye arbejdsgiver, den californiske konsulentvirksomhed BetterUp.

36-årige prins Harry vil indtage en nyoprettet stilling, hvor han skal skabe opmærksomhed om god mental sundhed.

BetterUp leverer blandt andet online coaching via en app til telefonen.

– Jeg tror fuldt og fast på, at fokus på og prioritering af vores mentale sundhed udløser potentiale og muligheder, som vi aldrig vidste, vi havde i os.

– Gennem et årti i militæret lærte jeg, at vi ikke blot opbygger fysisk modstandsdygtighed, men også mental modstandsdygtighed, siger prinsen.

Forlod kongehuset

Prins Harry har sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, trukket sig fra forpligtelser i den britiske kongefamilie og bosat sig i Californien.

Tidligere i marts tiltrak parret sig stor opmærksomhed, da de deltog i et interview med den amerikanske tv-vært Oprah Winfrey.

Her anklagede Meghan blandt andet den britiske kongefamilie for racisme.

Flere projekter

BetterUp blev oprettet i San Francisco i 2013 og leverer rådgivning og coaching til ansatte i mere end 300 forskellige virksomheder.

Prins Harry og hertuginde Meghan har også gang i andre projekter under deres nye tilværelse på den amerikanske vestkyst.

Parret har blandt andet oprettet et produktionsselskab ved navn Archewell Productions og en podcast under navnet Archewell Audio. Det har ført til aftaler med Netflix og Spotify, skriver nyhedsbureauet dpa.

Kontrakten med Netflix indebærer, at Netflix betaler Harry og Meghans produktionsselskab for at producere blandt andet dokumentarer, spillefilm og børneprogrammer.

Prins Harry er lillebror til prins William, der er nummer to i den britiske tronfølge. Nummer et er dronning Elizabeths ældste søn, prins Charles, som er far til prins Harry og prins William.

Powered by Labrador CMS