Populær tv-vært lander nyt job: Han skal afsløse Michèle Bellaiche

Tv-værten Felix Smith får travlt, når han også skal til at være vært på "Go' aften Danmark".

Felix Smith begyndte tv-karrieren i ungdomsprogrammet “Rundfunk” i 2003. Foto: Scanpix/Torkil Adsersen (Arkivfoto)
Felix Smith begyndte tv-karrieren i ungdomsprogrammet “Rundfunk” i 2003. Foto: Scanpix/Torkil Adsersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Når 41-årige Felix Smith vender tilbage med fjerde sæson af “Danmark har talent” i slutningen af januar, er det ikke det eneste tv-program, danskerne kommer til at se hans smil i.

1. februar begynder han nemlig som vært på “Go’ aften Danmark”.

Dermed tager han udfordringen med det daglige aktualitetsprogram op sideløbende med værtstjansen på talentshowet.

Det skriver TV2 på sin hjemmeside.

– Jeg frygter de første par måneder, hvor jeg både skal lave “Danmark har talent” om lørdagen og være ny på job i hverdagene. Men jeg glæder mig, siger han.

Ikke helt nyt for tv-værten

Formatet er heller ikke helt nyt for tv-værten, han har nemlig tidligere været vært på “Weekend weekend”, som var en slags weekendudgave af det populære aftenprogram.

Tv-karrieren blev skudt i gang i 2003 på TV2, hvor Felix Smith dukkede op som vært på ungdomsprogrammet “Rundfunk”.

– “Rundfunk” var jo sådan set en ungdomsudgave af “Go’ aften Danmark”, og det blev også optaget på Hovedbanegården – bare et andet sted. Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede op på de voksne deroppe under taget, og nu er jeg selv blevet en af de voksne, siger Felix Smith til tv2.dk.

Den garvede tv-vært, som også tidligere har lavet programmer, hvor han flyttede ind hos kendte danskere, lægger særligt vægt på, at “Go’ aften Danmark” ofte bliver sendt live.

Han forklarer, at der er en anden nerve, når man skal levere lige nu og her.

Felix Smith overtager værtsrollen efter Michèle Bellaiche, der har været en del af holdet i 11 år. 45-årige Michèle Bellaiche kunne dog oplyse på Instagram, at seerne sandsynligvis stadig kommer til at støde på hendes ansigt på TV2.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS