Planlægger sommerbryllup
Efter planen siger Karina Frimodt ja til sin forlovede, Kasper Lentz, til sommer, om coronasituationen vil.
Det var en almindelig vals og ikke en brudevals, som skuespilleren Janus Bakrawi og partner Karina Frimodt fremførte i fredagens udgave af “Vild med dans”.
Men Karina Frimodts snehvidedrøm af en tyl- og blondekjole bragte tankerne hen på en brudekjole.
Artiklen fortsætter under videoen
Den 42-årige professionelle danser skal faktisk giftes og adspurgt, hvornår brylluppet skal stå med hendes forlovede, Kasper Lentz, afslører hun, at parret planlægger et sommerbryllup.
– Vi har sat en dato, men nu må vi se i forhold til corona, om vi får lov til at holde bryllup til sommer eller ej, siger Karina Frimodt og smiler.
Hendes forlovede, Kasper Lentz, faldt på knæ under en ferie til Kreta sidste sommer efter syv års forhold.
Sammen har de sønnen James Bille på seks år, og så har Karina Frimodt en teenagedatter fra et tidligere forhold.
Der er dog ikke meget tid til bryllupsplanlægningen for tiden, for når Karina Frimodt ikke laver “Vild med dans” i København, pendler hun til Aarhus, hvor hun medvirker i musicalopsætningen af “Dirty Dancing”.
– Jeg har dog en idé om, hvordan brudekjolen skal se ud, og det er i hvert fald ikke sådan her, siger Karina Frimodt og peger på sit store danseskrud.
Noget tyder på, at hun fortsat vil være travlt optaget af “Vild med dans” den kommende tid.
Hun og Janus Bakrawi landede en tredjeplads efter deres vals og fik også nok sms-stemmer til at gå direkte videre til næste fredag, hvor der venter parret en quickstep.