Partykonge sælger hus for millioner

Et lille nedslag i prisen, og vupti ...

Udgivet Opdateret

Inden længe står der ikke længere Reimar på dørskiltet på strandvejsvillaen Ålsgårde, som den folkekære visesanger Johnny Reimar har ejet i næsten 15 år.

Han og hustruen Annie har nemlig fået solgt deres nordsjællandske hjem efter blot en måneds tid på markedet.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Huset, der har 164 kvadratmeter bolig fordelt på fem værelser med udsigt til Øresund, var til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Dansk Boligformidling for 4.250.000 kroner – efter den blev sat ned med 45.000 kroner i juni.

Det så ud til at være den helt rigtige taktik, for kort tid efter blev Sikke’n fest-sangerens villa solgt – og så endda lige præcis til den nye udbudspris.

Det betyder, at parret nu kan vinke farvel til placeringen på Sjællands nordlige kyst, men de behøver ikke at lede efter et nyt sted at hænge tyrolerhatten – i 2014 købte parret nemlig en 143 kvadratmeter stor villa i forstadskommunen i Gentofte for lidt over fem millioner kroner.

Havudsigt til spotpris

Efter mere end 60 år på den danske musikscene er troubadouren stadig ude og spille koncerter med sine velkendte viser og højt humør.

Højt humør kan det også tænkes, at de nye ejere af Reimar hjemmet i Ålsgårde har masser af – de har nemlig købt deres nye hjem til en kvadratmeterpris under gennemsnittet.

Det viser tal fra Boliga.dk.

Husene i den nordsjællandske by koster nemlig i øjeblikket omkring 28.800 kroner i gennemsnit – hvorimod køberne af sangerens villa har givet lige over 25.900 kroner for hver kvadratmeter – og det er altså inklusiv havudsigt.

De fleste kan nok synge med på en af Johnny Reimars mange evergreens; om det så er Lille fregnede Louise, Du burde Købe dig en Tyrolerhat eller Smølfesangen.

Han startede sin musikkarriere i bandet The Cliffters i 1961 i hjembyen Odense.

Du kan se Johnnys villa HER.

Powered by Labrador CMS