'Oxen'-stjerne topper i hele verden
Josephine Park medvirker nemlig også i Netflix-filmen ‘Mango’, der nu topper streamingtjenestens globale hitliste
Josephine Park kan føje et nyt højdepunkt til sin karriere. Hun medvirker i den romantiske film ‘Mango’, som netop er strøget ind som nummer 1 på Netflix globalt blandt ikke-engelsksprogede film.
Det skriver Kino.dk.
Ifølge streamingtjenesten er filmen blevet set 5,8 millioner gange og ligger i top 10 i hele 49 lande.
Den hitter
‘Mango’ er et romantisk familiedrama, hvor Dar Salim spiller den danske landmand Alex, der nægter at sælge sin mangoplantage til et luksushotel-projekt ledet af hotelchefen Lærke, spillet af Josephine Park.
Instruktøren Mehdi Avaz står bag filmen, som nu er hans tredje, der går nummer 1 på Netflix efter ‘Toscana’ og ‘A Beautiful Life’.
Dansk dominans
På rollelisten ses også Paprika Steen, Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup, Josephine Højbjerg og Sebastian Jessen.
Filmen bliver kun overgået af Guillermo del Toros ‘Frankenstein’, som også har dansk islæt med Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas.
Dermed markerer Josephine Park sig endnu engang som en del af en dansk Netflix-succes, der hitter verden over.
'Mango' kan ses på Netflix nu. Se traileren her.