Opsigtsvækkende dokumentar med George Michael

Filmdokumentaren "George Michael – hans egen historie" er fortællingen om en af poppens helt store mestre.

Udgivet Opdateret

Den nye dokumentar “George Michael – hans egen historie” har vakt stor opsigt i Storbritannien efter visningen på Channel 4 mandag.

I dokumentaren, som giver et intimt indblik i den prisbelønnede sanger og sangskrivers ekstraordinære liv, møder seerne en hudløst ærlig George Michael, der fortæller om livet bag overfladen.

En dokumentarfilm, der blev produceret i anledning af genudgivelsen af George Michaels album “Listen Without Prejudice” 25 år efter, at albummet udkom første gang.

Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Historien om popmesteren fortælles af ham selv og en lang række superstjerner som Stevie Wonder, Elton John, Ricky Gervais, Nile Rodgers, Mark Ronson, Tracey Emin, Liam Gallagher, Mary J. Blige, Jean-Paul Gaultier, James Corden og Tony Bennett.

En historie om musik, kærlighed og kreativ frihed

George Michael havde i dagene før sin død været i gang med at finpudse den dokumentar, der skulle fortælle hans historie.

En historie om musik, kærlighed og kreativ frihed – om at være verdenskendt pop-ikon, der satte nye standarder inden for sangskrivning og musikvideoer.

Men bag overfladen kæmpede George Michael med sit pladeselskab og den personlige tragedie, der ramte ham, da hans kæreste døde af AIDS.

Et liv fyldt med berømmelse og tragedier, som han i dokumentaren selv beskriver som ”spild af tid”.

Programmet hylder specielt George Michaels andet soloalbum, “Listen Without Prejudice”, og tiden op til udgivelsen.

Et ærligt og hjerteskærende portræt

I Storbritannien har modtagelsen af dokumentaren i flere britiske medier været positiv. I The Daily Telegraph gav anmelder Patrick Smith dokumentaren fire ud af fem stjerner og begrundede sin anmeldelse således:

– “George Michael: Freedom” (“George Michael – hans egen historie”, red.) – et ærligt og spændende portræt af et uroligt geni.

Af øvrige anmeldere roses dokumentaren for dens form og fortælling af George Michaels betydning for musikken, for branchen og for eftertiden.

I The Independent anmeldes dokumentaren som ”(…) en smuk og hjerteskærende historie”, mens The Guardian skriver i sin anmeldelse:

– Denne dokumentar, fortalt og instrueret af sangeren lige før hans død, er lidt selvoptaget, men også ærlig og bevægende.

Dokumentaren vises i aften klokken 22.10 på TV2 – umiddelbart efter aftenens “Vild med dans”-programmer.

Blå bog

Navn: Georgios Kyriacos Panagiòto

Født: 25. juni 1963

Død: 25. december 2016 (53 år)

Fødested: London

Nationalitet: Britisk

Karriere: Sanger med mere end 100 millioner solgte plader gennem sin glorværdige karriere.

Udgivelser

* Fantastic (Som del af Wham!, 1983)

* Make It Big (Som del af Wham!, 1984)

* Music from the Edge of Heaven (Som del af Wham!, 1986)

* Faith (1987)

* Listen Without Prejudice Vol. 1 (1990)

* Five Live (1993)

* Older (1996)

* Songs from the Last Century (1999)

* Patience (2004)

* Symphonica (2014)

Hæder

* Fire MTV VMA Awards

* To Grammy Awards

* Tre Brit Awards

* Tre American Music Awards

Kilder: BBC, Reuters, Ritzau

Powered by Labrador CMS