Ole Thestrup var en original i ordets bedste betydning

Ole Thestrup sov stille ind i sit hjem natten til fredag omgivet af sin familie.

Skuespilleren Ole Thestrup ville være blevet 70 år 12. marts. Han døde natten til fredag. Foto: Scanpix/Katrine Becher Damkjær (Arkivfoto)
Skuespilleren Ole Thestrup ville være blevet 70 år 12. marts. Han døde natten til fredag. Foto: Scanpix/Katrine Becher Damkjær (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Skuespilleren Ole Thestrup er død natten til fredag. Det oplyser familien. Han blev 69 år.

Den folkekære skuespiller sov stille ind i sit hjem ved Holbæk klokken 01:50 omgivet af sin familie.

Ramt af lungekræft

Ole Thestrup var gennem en periode syg af lungekræft og var åben om sin sygdom i en række interview, ligesom han benyttede lejligheden til at fraråde unge at begynde at ryge i forbindelse med kampagnen Knæk Cancer.

Ole Thestrup er kendt for et hav af teaterroller, revyer og har medvirket i film som “Busters Verden”, “Blinkende Lygter” og “Adams Æbler”.

Brovtende facon

Et af hans kendetegn som skuespiller var en kraftig østjysk dialekt og til tider brovtende facon.

Men han havde mange facetter og har spillet mange forskellige roller – fra nissefar i julekalenderen “Jul På Slottet”, skrap gymnastiklærer i “Busters Verden” til Holbergs “Jeppe på Bjerget”.

Thestrup fik pris i 2017

Ole Thestrup modtog i september 2017 Lauritzen Prisen for sit mangeårige virke i dansk film og scenekunst.

– Midt i vores fesne korrekthedskultur, hvor metervaren er et ideal, og hvor alle stræber efter de samme hoftemål og det samme udnivellerede, geografisk hjemløse sprog, står Ole Thestrup fast på sin egenart.

– På at være et helt menneske med drifter og drømme, der udfordrer de moderne veganeres forsigtighedsprincipper. Helt ned på bageste række mærker man hans saft og kraft. At han i ordets bedste betydning er en original, lød en del af begrundelsen fra komitéen for prisen.

Thestrup var en farverig personlighed

Ole Thestrup var på mange måder en farverig personlighed.

Han døjede i flere år med alvorlige alkoholproblemer, som kulminerede, da han i 1988 blev sat af et fly i Canada på grund af kraftig beruselse. Han måtte siden afsone tre måneders fængsel for at være gået grassat i flyet.

Episoden blev medvirkende til, at Ole Thestrup kom helt ud af misbruget, som han var åben om.

Og efterfølgende nåede han et af karrierens mange højdepunkter, da han spillede titelrollen i “Jeppe på Bjerget” på Det Danske Teater i 2007.

– Jeppe er et stakkels menneske, der er totalt afhængig af spiritus. Det har jeg været to tredjedele af mit liv. Derfor føler jeg et stort slægtskab med ham. Jeppe er ikke bare en karakter, det er mig, sagde han selv om rollen i et interview med Berlingske i 2008.

Læste dramaturgi

Grundstenen til karrieren blev lagt, da Ole Thestrup læste dramaturgi på Aarhus Universitet i tre år og senere blev uddannet på skuespillerskolen ved Aarhus Teater 1973-76.

Han fortsatte på Aarhus Teater, indtil han 1980 blev ansat på Det Kgl. Teater. Midt i 1980’erne valgte han at blive freelanceskuespiller med engagementer på blandt andet Gladsaxe Teater, Folketeatret og en række revyer.

Skuespilleren ville være blevet 70 år 12. marts. Han var gift med Hanne Thestrup og havde tre døtre.

Blå Bog

Navn: Ole Svane Thestrup.

Alder: 69 år.

Fødested: Nibe.

Uddannelse: Skuespiller.

Karriere: Optaget på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Uddannet i 1976. Herefter en lang række roller ved teatret, film og revy med hovedroller i Holbergs “Jacob von Thyboe” og “Jeppe på bjerget”; teaterudgaven af “Blinkende Lygter” og faderen i “Min far”. Senest med roller i tv-serien “Badehotellet” og filmen “Mænd og høns”.

Civilstand: Gift i 1991 med psykoterapeut Hanne Marie Thestrup.

Bopæl: Holbæk.

Kilde: Kraks Blå Bog

/ritzau/

Powered by Labrador CMS