Ny serie hyldes af anmeldere: Et pletskud

Tv-serien "Kriger" med skuespillere som Dar Salim og Danica Curcic på rollelisten høster ros i flere medier.

Udgivet Opdateret

TV2’s nye seriesatsning “Kriger” “rammer plet”, “er et knockout til DR” og er “æstetisk sprød”.

Anmeldere i danske medier står i kø for at rose den nye actionserie, som havde premiere på TV2 mandag aften.

Det er forfatter og instruktør Christoffer Boe, som står bag den rå fortælling om krigsveteraner, rockere og politifolk. Og det er han sluppet godt afsted med, er anmelderne enige om over hele linjen.

I seriens hovedrolle finder man skuespilleren Dar Salim. Han spiller krigsveteranen CC, der vender hjem til Danmark efter ti års militærtjeneste for Danmark.

CC er plaget af skyld efter en kammerats dødsfald og vil helst glemme alt om krig og ødelæggelse.

Hjemme i Danmark hjælper han sin afdøde vens kone, politikvinden Louise spillet af Danica Curcic, med at infiltrere en rockergruppe. Den ledes af karakteren Tom, som spilles af Lars Ranthe.

Ekstra Bladets anmelder konstaterer, at skuespillerne “formår at give deres karakterer tyngde og troværdighed” og kvitterer med fem stjerner.

Her kaldes serien desuden for “et knockout til DR”.

Imponerende skuespil

Skuespillernes præstationer er også en af årsagerne til, at Jyllands-Posten giver krimisatsningen fire stjerner.

– Det er i det hele taget et vanvittigt kvalitetstungt cast, som instruktør Christoffer Boe har fået fingrene i, skriver Jyllands-Postens anmelder.

Samme anmelder hylder “Kriger” for at være “akkurat så sprød og sitrende overlegen i sit æstetiske udtryk, som vi er vant til i dansk tv-drama”.

Politiken disker op med fem hjerter og roser for både form og indhold. Den rammer sin tid, mener avisens anmelder.

– Og det er en spændende, velfungerende thriller, der ikke lægger fingrene imellem nogen steder, skriver Politiken.

“Kriger” vises i seks afsnit på TV2 og TV2 Play.

Powered by Labrador CMS